René Redzepi har trukket sig som køkkenchef fra Noma, efter flere tidligere medarbejdere har kritiseret hans ledelsesstil for at være præget af både psykisk og fysisk mishandling.

Men selvom kendte kokke som Henrik Boserup har været ude at forsvare stjernekokken, så har James Price svært ved at gøre det samme.

For ham at se kan man nemlig ikke bare skyde skylden på en kokkebranche, hvor tingene skal gå stærkt og være perfekte samtidigt.

»Der er mange andre brancher end kokkebranchen, der er stressede og pressede, og lige meget sammenhængen, så er det svært at forsvare, at man skal tale grimt til personalet,« slår James Price fast overfor B.T.

Synes du, det er godt, at René har trukket sig?

»Grundlæggende er det tragisk. Han er et kæmpe talent og en voldsom kraft i restaurantbranchen, hvor Noma er spidsen af jetjageren, så det er sindssygt sørgeligt, at sådan noget sker. Men om den ene eller anden beslutning er rigtig kan jeg slet ikke udtale mig om.«

René Redzepi var med til at åbne Noma tilbage i 2003 i København. Restauranten har senere fået tre Michelin-stjerner og er fem gange blevet kåret som verdens bedste restaurant. Nu har stjernekokken trukket sig som køkkenchef efter voldsom kritik af hans ledelsesstil.
René Redzepi var med til at åbne Noma tilbage i 2003 i København. Restauranten har senere fået tre Michelin-stjerner og er fem gange blevet kåret som verdens bedste restaurant. Nu har stjernekokken trukket sig som køkkenchef efter voldsom kritik af hans ledelsesstil. Foto: Thibault Savary/Ritzau Scanpix

Én ting, som James Price dog gerne vil udtale sig om, er, at det ifølge ham aldrig betaler sig at ty til vold eller råben og skrigen.

Den slags har han aldrig selv oplevet i hverken restaurations- eller teaterbranchen, fortæller han.

»Generelt skal man jo behandle sine ansatte godt og have en ordentlig omgangstone, lige meget om det er en restaurant eller et teater, eller hvad det er. Der er ikke nogen, der bliver bedre af at være bange og kede af det,« mener tv-kokken.

For ham er det først og fremmest den enkelte chefs personlighed, der er afgørende for, hvordan medarbejderne bliver behandlet.

»Det er jo nogle personlige egenskaber eller måder at agere på, som er forskellige fra menneske til menneske, chef til chef og også køkkenchef til køkkenchef,« mener James Price.

»De fleste vil kigge på det og sige, at det er da logisk, at man skal behandle sit personale ordentligt, men folk skal selvfølgelig også udføre deres arbejde ordentligt. Men at sige 'hov, hov' kan gøres på mange måder.«

Man kunne også mene, at folk bare er blevet for sarte i dag?

»Jeg mener bestemt ikke, at folk er for sarte i dag, overhovedet,« slår James Price fast.

James Price er ansigtet på et sandt madimperium baseret på rigeligt med smør sammen med sin bror, manuskriptforfatter og tidligere madanmelder Adam Price. Her ses brødrene Price på deres restaurant Bdr. Price i Tivoli.
James Price er ansigtet på et sandt madimperium baseret på rigeligt med smør sammen med sin bror, manuskriptforfatter og tidligere madanmelder Adam Price. Her ses brødrene Price på deres restaurant Bdr. Price i Tivoli. Foto: Niels Ahlmann Olesen

For James Price at se betaler det sig for alle, når medarbejderne lyttes til og behandles med respekt.

»Grundlæggende, hvis du ikke behandler og aflønner folk ordentligt, så bliver de jo ikke hos dig. Og i dag, hvor det er hamrende svært at få folk i restaurationsbranchen, så bliver de ikke, hvis de går til sulteløn og bliver råbt ad.«

Det gør de måske, hvis der i stedet er noget prestige i at arbejde på et sted som Noma – det aspekt må man vel også tænke med?

»Det er nogle helt andre ting, der gør sig gældende der. Det tiltrækker enormt mange både uddannede og ikkeuddannede kokke, der bare gerne vil lære noget og kunne skrive det på deres cv – og det kan selvfølgelig diskuteres, hvornår det er en læreplads, og hvornår man leverer et stykke arbejde gratis.«

James Price er vokset op med mad alle vegne, ikke mindst som søn af gastronomen John Price.

Selv har den 66-årige autodidakte tv-kok lavet DR-hittet 'Spise med Price' i umindelige tider, han har skrevet kogebøger og madartikler, han youtuber om mad og har sine egne restauranter.