»Vores elskede Moffe rejste fredag morgen afsted på sit allersidste eventyr.«

Sådan skriver influencer Isabella Alberte Hedeager i et opslag på Instagram om sin morfar, Svend Aage 'Moffe', der blev 99 år.

Allerede da Isabella Alberte Hedeager var 25 år, flyttede hun sammen med sin morfar i hans gamle, selvbyggede murstenshus i Aarhus-bydelen Højbjerg, og siden har hun åbent delt deres liv sammen på Instagram, ligesom det også blev til en dokumentar på TV 2.

»Jeg havde et hul mellem to forskellige lejligheder, så jeg manglede et sted at bo i en måned. Min mormor var kort forinden gået bort, og min morfar var alene tilbage i huset. Så jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at flytte ind hos 'Moffe' for en stund. Men allerede efter en uge faldt snakken på, hvor hyggeligt det var at være der sammen, og 'Moffe' sagde: 'Du må blive så længe, du har lyst'. Så der tog jeg ham altså på ordet,« har hun fortalt i et tidligere interview.

Siden er også Isabella Alberte Hedeagers kæreste, parrets barn og ikke mindst en hund kommet til.

Dermed fik 'Moffe' altså også lov til at opleve glæden ved at blive oldefar.

»Sorgen er enorm, det samme er taknemmeligheden; over alt det, vi fik, og mere til. Mere end vi turde håbe, men vi vil elske og savne ham noget så inderligt for altid,« skriver Isabella Alberte Hedeager i sit opslag.