28-årige Isabella bor sammen med sin morfar, Svend Aage, og det giver dem masser af tid til samtaler om alt fra køkkenrulle og kærester til drømme og døden. Deres sammenhold er kun blevet stærkere under coronakrisen, hvor de gik i selvvalgt isolation sammen.
Når Isabella åbner hoveddøren ind til det gule murstenshus i Højbjerg, sidder hendes morfar Svend Aage gerne i køkkenet med en lun kop kaffe og i fuld gang med et slag ordspil på sin iPad. Hun er altid kommet der meget som barn, og det var gerne med skrål og hæle i gulvet, når hun skulle væk derfra igen. Timerne, dagene og ikke mindst ferierne hos mormor og morfar var nemlig altid fyldt med sjov.
I dag hygger Isabella sig stadig gevaldigt i det gule murstenshus, men når hun nu træder ind over dørtærsklen, er hun ikke længere blot på besøg. Hun er flyttet ind – og har boet der i næsten syv år nu.
»Hvis 'fremtids-Isabella' havde kunnet hviske i mine barneører, at jeg en dag, når jeg blev voksen, selv måtte bestemme, at jeg kunne bo her, så ville jeg helt sikkert have sprunget rundt og råbet 'wuhu!',« siger Isabella grinende.
Ved siden af hende sidder 95-årige Svend Aage eller, som Isabella kalder ham, 'Moffe'. Han havde heller ikke lige set det komme, at han og Isabella en dag skulle bo sammen – selv om deres forhold altid har været godt.
»Vi har altid været meget tætte. Lige fra du var så lillebitte,« siger Svend Aage, holder en hånd ud for at markere hendes børnehøjde, og fortsætter:
»Jeg synes altid, at vi har haft det fantastisk sammen. Vi har spillet spil og læst ... Hvad hedder det nu?«
»Harry Potter,« svarer Isabella.
»Ah ja, det er også rigtigt. Vi har altid hygget os og grint ad de samme ting,« erindrer 'Moffe'.
Så selv om ingen af dem havde forudset, at de skulle dele adresse, fungerede det så godt imellem dem, at alternativet virkede skørt. Begyndelsen på det hele blev, da Isabella flyttede midlertidigt ind, men endte med at slå lejr på sofaen i to år.
Isabella: »Jeg havde et hul mellem to forskellige lejligheder, så jeg manglede et sted at bo i en måned. Min mormor var kort forinden gået bort, og min morfar var alene tilbage i huset. Så jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at flytte ind hos 'Moffe' for en stund. Men allerede efter en uge faldt snakken på, hvor hyggeligt det var at være der sammen, og 'Moffe' sagde: 'Du må blive så længe, du har lyst'. Så der tog jeg ham altså på ordet,« fortæller Isabella og griner.
Efter de to første år flyttede hun dog over i en lejlighed med sin daværende kæreste, men efter kun halvandet år var både hun og kæresten flyttet tilbage til morfars gule murstenhus i Højbjerg.
»Jeg savnede 'Moffe'! Og 'Moffe' sagde også et par gange, at han følte sig mere ensom. Du gav udtryk for, at du savnede den tid, som vi havde haft sammen. De der to år,« siger hun og vender blikket mod sin 67 år ældre morfar.
»Ja, det er helt rigtigt,« stemmer Svend Aage i.
»Og når man hører det, er det svært ikke at føle, at det er noget, som man godt kan hjælpe med at afværge. Det er jo også lidt åndsvagt, at jeg skal sidde i en lejlighed, og 'Moffe' skal sidde alene her, når vi lige så godt kunne bo sammen.«
Svend Aage medgiver, at hvor det før i tiden kunne føles lidt ensomt i huset, er der i dag selskab døgnet rundt.
»Jeg har i hvert fald været vældig glad for, at Isabella er flyttet ind igen, fordi der var meget stor forskel på at bo helt alene i huset og så bo sammen med hende,« siger han.
Det gode selskab døgnet rundt er med til at gøre en stor forskel – for det havde bestemt ikke været det samme, hvis det muntre makkerpar blot havde besøgt hinanden.
»Det er en kæmpe forskel, at vi bor sammen,« siger Svend Aage, og Isabella supplerer:
»Ja, der er nemlig meget stor forskel. Det synes jeg også. Vi starter jo aldrig en samtale med at spørge 'hvordan går det?', fordi vi ved godt, hvordan det går. Det er ikke sådan, at vi skal catche up på noget. Vi taler bare sammen, mens vi lever sammen. Vi fortsætter en konstant snak, som man bare tapper ind i løbet af dagen. Og jeg tror også, at det betyder, at vi kommer det skridt dybere. Det bliver ikke sådan noget med, 'hvad har du så lavet de sidste to uger', 'har du det godt', eller hvad tænker man om et eller andet.«
»Eller hvordan er dit humør i dag,« siger Svend Aage.
»Nej, præcis. Det snakker vi sjældent om, fordi det kan man bare mærke. Vi har set hinanden før og efter morgenkaffe,« siger Isabella, mens de begge griner.
Generationer af grinebidere
Og grin er der generelt meget af hos den dynamiske duo. Selv om der er en aldersforskel på 67 år, så bliver der ikke sagt mange sætninger uden, at der kommer et muntert grin eller en svingende latter, fortæller Isabella.
»Vi synes, at de samme ting er sjove, og vi plejer lidt at komme til enighed om, at humor er et godt sprog. Det kan godt ske, at vi nogle gange bruger nogle forskellige ord og 'taler' lidt forskelligt. For eksempel kalder 'Moffe' køkkenrulle for husholdningspapir. Og jeg tænker sådan, hvad snakker du om? Mener du husholdningsfilm? På samme måde lå der i lang tid en lille note ude i køkkenet, hvor 'Moffe' havde skrevet forkortelser ned, som han faldt over på internettet. Du blev nemlig ved med at spørge, om hvad de betød. Så skrev du for eksempel 'LOL betyder laughing out loud',« siger hun.
»Jeg har helt glemt, hvad det betyder nu,« siger 'Moffe', og Isabella slår en latter op.
»Haha, ja, det var netop derfor, at du lavede sedlen i første omgang,« smågriner hun og lægger hånden på Svend Aages skulder.
»Så vi skal lige tune ind på det samme sprog, men det behøver man ikke med humor. Humor har ikke nogen alder. Det er tidsløst,« siger hun.
Selvisolation og seriøse snakke
Selv om meget har været og stadig er præget af skæg, fjant og fjol hos Isabella og Svend Aage, så har de seneste måneder med corona været noget anderledes.
»I kraft af 'Moffes' alder syntes vi bare, at det eneste, som gav mening for os, var at gå i selvisolation. Vi skulle i hvert fald ikke risikere noget med corona,« siger Isabella og kigger drilsk på 'Moffe'.
»Nej, det vil vi bestemt ikke,« siger den 95-årige Svend Aage med et smil på læben.
Maden er derfor blevet leveret til døren, frisørstolen har været skiftet ud med en hjemmebiks i haven, og den seneste halvrunde fødselsdagsfejring blev med vink fra vinduet og kage på dørtrappen. Den længe ventede tur i autocamper til sommer til Nordnorge ser også ud til at blive udskudt.
»Det har længe været et stort punkt på ønskelisten at komme til Nordnorge – nok især fra din side, 'Moffe'. Men det er vi jo desværre nok nødt til at udskyde. Måske til næste forår?« spørger Isabella.
»Ja, det er vi – og så må vi jo se, om jeg er her til den tid,« siger Svend Aage grinende.
Isabella følger straks op:
»Arh, hold da op! Selvfølgelig er du det.«
Men netop det er faktisk noget, som de to af og til snakker om. At med en alder, der nærmer sig de 100, er det måske begrænset, hvor længe de to kan forsætte med at rejse jorden rundt sammen.
Moffe: »Jeg er 95, og jeg er derfor af den opfattelse, at det ikke gør ret meget, om jeg dør om tre år eller fem år. Det kommer såmænd ud på et,« siger Svend Aage ganske roligt, men når knap nok at færdiggøre sætningen, for Isabella indskyder:
Isabella: »Der må du tale for dig selv. Det kan jeg overhovedet ikke støtte op om! Jeg synes, at der er stor forskel på, om vi har 'Moffe' i tre eller fem år. Vi har i hvert fald snakket om, at det ville være for dumt, hvis du fik corona nu og gik hen og blev så syg, at du døde. Hvis nu du i stedet kan have 10 år eller 12 år tilbage. Fem eller tre – hvad fanden? Haha.«
Selv om de er lidt uenige om tidshorisonten, så er de ikke i tvivl om, hvem der frygter den dag mest.
Moffe: »Det gør du.«
Isabella: »Det tænker jeg også. Det er der faktisk ingen tvivl om – og det taler vi da også om.«
Moffe: »Ja, det er ikke længe siden, at vi havde en lang snak om døden.«
Isabella: »Det er en fin ting at snakke om, og man kan også sagtens gøre det med et glimt i øjet – det behøver ikke at være så forbudt. Men vi har også talt om, hvor frygteligt det er, at jeg jo formentlig skal gennemleve at miste den anden halvdel af vores duo. For det bliver frygteligt.«
Hvorfor er det vigtigt at tale om døden?
Isabella: »Jeg synes, at det er vigtigt at snakke om, så man er sikker på at få sagt de ting, som man gerne vil sige. Det har en meget høj værdi. Ved at snakke om døden bliver man også lidt mere nærværende på, hvor heldige vi er lige nu. Der kan nemt gå lidt aftensmad, indkøb og manglende køkkenrulle i den.«
Moffe: »Ja, det mangler vi faktisk,« siger han lidt henkastet.
Isabella: »Ja, det gør vi nemlig! Haha. Men så kan man tage et skridt tilbage og se, at vi er helt vildt heldige. Selv om vi nu har manglet køkkenrulle i et par dage, så er vi jo også bare vildt heldige, at vi har hinanden, og vi skal sætte pris på den tid, som vi har nu. Og det synes jeg faktisk, at alt det her corona sætter endnu en streg under. Det ville være helt forkert, hvis jeg sagde, at det ikke havde sat ekstra gang i de tanker hos mig. At vi virkelig skal sætte pris på den tid, vi har sammen. Og det helbred, vi har, fordi vi alle er sunde og raske på matriklen.«
