Helle Thorning med opsang til danskerne: 'Nu har vi sagt det nok'
Den tidligere statsminister mener, at danskerne nu skal stoppe med at banke Martin Johannes Larsen oveni hovedet med kritik af 'Alle elsker Rasmus'.

Den tidligere statsminister mener, at danskerne nu skal stoppe med at banke Martin Johannes Larsen oveni hovedet med kritik af 'Alle elsker Rasmus'.

Helle Thorning-Schmidt har som mange andre fulgt med i kritikken af TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus'.
Da B.T. fredag aften møder den tidligere statsminister til Elle Style Awards, gør hun det først klart, at hun har sympati for prank-offeret Rasmus Wallbridge.
»Jeg synes, det er rigtig synd for Rasmus,« lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.
Hun fortsætter:
»Jeg synes, det er synd for de medvirkende, som måske ikke helt har vidst, hvad de sagde ja til.«
Hun slår derudover fast, at danskerne nu skal styre deres trang til at skælde ud på Martin Johannes Larsen, der udsatte sin ven og kollega Rasmus Wallbridge for pranken i 'Alle elsker Rasmus'.
»Og så synes jeg også, at nu har vi sagt nok til Martin, at det var forkert. Nu skal vi passe på hinanden ude i det offentlige rum.«
Adspurgt om hun forstår, hvordan det kom så vidt, at programmet blev lavet, svarer hun:
»Nej, det forstår jeg faktisk ikke.«
Helle Thorning-Schmidt, der for tiden selv er aktuel med en ny bog, der får hårde ord med på vejen i blandt andet Politiken, glæder sig derudover til at skulle holde stor fødselsdag.
14. december fylder hun nemlig 60 år, og det skal markeres med en stor fest, fortæller hun.
»Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg håber, at jeg kommer godt ind i mit næste årti.«
Hun tilføjer:
»Jeg tror, det bliver fantastisk og lidt vildt at fylde 60. Det giver nye muligheder, og jeg er rigtig glad for at få lov at fylde 60.«