Det har ikke skortet med kritik, efter Helle Thorning-Schmidt har udgivet sin nye bog 'En lille bog om venlighed og vrede'.

Nu får den tidligere statsminister og hendes bog dog en hidtil uset lussing af Politikens anmelder, der anklager hende for at være »selvovervurderende« og have »totalt tabt forbindelsen til virkeligheden«.

I Politikens anmeldelse får den nye bog om, hvordan lidt mere venlighed og mådehold i hverdagen kan gøre verden til et bedre sted, da også sølle 1 stjerne ud af 6.

Først lyder det, at Helle Thorning-Schmidts nye bog handler om »alt og intet« og samtidig er »komisk opdragende« med sine »uvedkommende« banaliteter og »ekstremistiske snusfornuft«.

Men det er særligt den tidligere statsministers og nuværende bestyrelseskvindes »svigtende situationsfornemmelse« og »ansvarsfralæggelse«, der får hug.

For i bogen beskyldes Helle Thorning-Schmidt for at »reducere sociale medier til endnu en god og sjov fristelse i livet, som vi skal disciplinere os selv til at få kontrol over«.

Helle Thorning-Schmidts nye bog 'En lille bog om venlighed og vrede' har fået en hård medfart. Foto: Forlaget 28B

Men som flere andre kritikere allerede har været efter Helle Thorning-Schmidt med, så sidder hun i Metas tilsynsråd og er dermed medregulator af indholdet på Facebook og Instagram, som beskyldes for at være for lempelig på og ligefrem trives af forskellig slags skadeligt indhold.

»At Helle Thorning-Schmidt, som er medlem og medstifter af Metas Oversight Board og dermed på Metas lønningsliste, skriver en takt og tone-bog om venlighed, når netop Facebooks og Instagrams algoritmer er designet til at fastholde vores opmærksomhed med konflikt, vrede og ekstremt indhold som drivkraft, er nærmest imponerende takt og tone-døvt,« lyder det nu fra Politikens anmelder.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt til kritikken, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Vi har forsøgt at spørge, hvad hun siger til den hårde anmeldelse og den gentagende kritik af, at hendes bog ikke kan holdes adskilt fra hendes arbejde for Metas tilsynsråd.

Herunder om hun forstår kritikken af, at det klinger hult, når hun som netop medregulator af indholdet på Facebook og Instagram siger, at man har et personligt ansvar for at lægge afstand til de sociale medier, som samtidig beskyldes for at fastholde brugerne med død og ødelæggelse.

Overfor Berlingske har Helle Thorning-Schmidt dog tidligere fastholdt, at hendes rolle for Metas tilsynsråd »ikke har noget med min bog at gøre«.

»Vi skal have regulering af sociale medier, selvfølgelig. Men man skal også selv lære at regulere de sociale medier, deri ligger der et personligt ansvar,« understregede hun ligeledes her.

Helle Thorning-Schmidt er også tidligere blevet beskyldt for at medvirke til spredningen af selvskadende og selvmordsopfordrende indhold gennem sit arbejde for Meta – noget, hun til sidst gik ud og kaldte » så skørt«. Læs mere om det HER.