Denne onsdag udløb fristen for Robert Hansen.
Nu er det så blevet besluttet, hvorvidt den 43-årige voldsdømte skuespiller vil anke sin seneste dom på fire måneders ubetinget fængsel.
»Vi kommer ikke til at anke den,« forklarer Robert Hansens advokat, Erbil Kaya, til B.T.
Hvad har været bevæggrunden bag det?
»Alle skal videre i deres liv, så vi håber på, at han kan få en fodlænke og så kan lægge det bag sig og komme videre i sit liv i stedet for at skulle vente et år eller to på at komme i retten.«
Derfor afventer Robert Hansen nu sin indkaldelse fra retten, så han kan søge om at afsone sin straf med en fodlænke fremfor fængsel.
Men da skuespilleren for nuværende er på sygedagpenge som følge af sagen, så kan det besvære hans ønske om en fodlænke – for den form for hjemmeafsoning gives normalt til arbejdende personer med en dom på højest et halvt år.
Robert Hansens advokat Erbil Kaya afviser at kommentere sagen yderligere overfor B.T.
For to uger siden blev Robert Hansen idømt fire måneders ubetinget fængsel ved byretten på Frederiksberg.
Her blev han også dømt til at skulle betale omkostningerne for sagen, som hans ekskæreste, den tidligere realitydeltager Nynne Larsen, havde anlagt mod ham.
Hun anklagede ham for tre forhold af vold, hvor Robert Hansen blev kendt skyldig i de to af forholdene.
Det første voldsforhold skete tilbage i november 2020, hvor Robert Hansen slog Nynne Larsen i hovedet mindst tre gange med knytnæveslag.
Det andet voldsforhold skete i marts 2021, hvor Robert Hansen slog Nynne Larsen flere steder på kroppen og i ansigtet med en guitar, så voldsomt at guitaren gik i stykker.
Begge episoderne foregik i Robert Hansens lejlighed på Seedorffs Vænge på Frederiksberg, hvor Nynne Larsen på daværende tidspunkt var flyttet ind.
Det sidste voldsforhold udgik fra sagen, da det var foregået og anmeldt i udlandet.
Robert Hansen havde indtil denne onsdag, to uger efter retssagens afslutning, til at bestemme, hvorvidt han ville anke dommen fra byretten videre til landsretten.
Forinden nægtede skuespilleren sig skyldig, men han har endnu ikke kommenteret den afsluttede retssag.
Herunder kan du høre et afsnit af B.T.-podcasten 'På fersk gerning', der handler om Robert Hansens nye fængselsdom.