Flemming Østergaard lavede i flere år 'Mads og Monopolet' med Suzanne Bjerrehuus.
Her sætter den tidligere FCK-boss ord på, hvordan han vil mindes sin nu afdøde med-monopolist og udtrykker en ærgrelse over, hvordan man hylder kendte, når de går bort.
Lørdag eftermiddag bekræftede Asger Aamund til Berlingske, at hans hustru gennem 38 år, Suzanne Bjerrehuus, var gået bort.
Suzanne Bjerrehuus havde fået et tilbagefald af kræft og sov ind torsdag den 15. januar i en alder af 77 år.
Suzanne Bjerrehuus var i sin levetid blandt andet en stor del af Mads Steffensens succesfulde radioprogram 'Mads og Monopolet' op gennem 2000'erne og 2010'erne.
Flere af monopolisterne har de sidste par dage taget offentligt afsked med Suzanne Bjerrehuus.

Her kan du blandt andet læse Mads Steffensen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Søren Faulis afskedsord.
Da B.T. spørger tidligere direktør og bestyrelsesformand i FCK, Flemming Østergaard, om han vil sætte et par ord på, hvordan han vil mindes Suzanne Bjerrehuus, lyder det først:
»Jeg er ærligt talt både træt og lidt ked af den ritualiserede, måde vi ofte mindes kendte på, når de dør. Der opstår pludselig mange nære venner og stærke fortællinger, som ikke altid var synlige, mens livet stod på. Det gør mig tilbageholdende.«
Han tilføjer:

»Når det er sagt, sad jeg sammen med Suzanne Bjerrehuus i 'Mads og Monopolet' gennem flere år. Jeg oplevede hende som en spændende, åben og reflekterende kvinde med stor nysgerrighed på livets vilkår.«
»Vi skrev også indimellem sammen uden for programmet, og der var altid respekt i vores kontakt. Det er sådan, jeg vil mindes hende.«
Ud over at mødes i 'Mads og Monopolet', var Suzanne Bjerrehuus tilbage i tiden også blandt gæsterne, når Flemming Østergaard inviterede til fest i Parken.
I 2008 inviterede han blandt andet hende og Asger Aamund til George Michael-koncert, ligesom hun også deltog i 'Don Ø's afskedsreception i 2010.
Se og Hør rapporterede fra receptionen og beskrev dengang, hvor 'ivrig' Suzanne Bjerrehuus var med mobilkameraet og 'knipsede løs'.
»Flemming har star quality, og så kender jeg ingen mand, der er så lækkert klædt som han,« citerede ugebladet hende for.
