For halvandet år siden sagde Anders Breinholt 'pænt farvel' til sit gamle firma.
Men han indrømmede i marts overfor B.T., at han alligevel fortsat var en del af produktionsselskabet Pineapple Entertainment, fordi han simpelthen ikke kunne slippe af med sin andel.
Nu er det dog endelig lykkedes Anders Breinholt at få solgt og sluppet ud.
Det fremgår af oplysninger, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.
Ligeledes bekræfter Anders Breinholt det gennem sin manager Line Breinholt.
»Det er korrekt, at Anders har solgt sin andel, og han har ikke yderligere kommentarer,« lyder det kort.
Anders Breinholt sidder således ikke længere i bestyrelsen i Pineapple Entertainment, ligesom han heller ikke længere ejer nogen andele i produktionsselskabet, han stiftede for 12 år siden.
I stedet har Ricco Wichmann, der har været med i virksomheden næsten siden begyndelsen, og den nytilkomne investor Søren Korsgaard overtaget tv-værtens andele.
I marts forklarede Anders Breinholt dog til B.T., at han ikke længere var en del af den daglige drift af Pineapple Entertainment, fordi produktionsselskabet havde vokset sig langt større end hans daværende TV 2-program 'Natholdet', som han stiftede selskabet for at producere.

Anders Breinholt indrømmede ligeledes, at han grundet de dårlige tider i mediebranchen ikke kunne slippe af med sine andele.
Og da B.T. spurgte, om ikke medejerne i Pineapple Entertainment ville købe ham ud, lød svaret dengang med et grin:
»De har ikke gjort det endnu!«
Men det har medejer Ricco Wichmann nu gjort sammen med en ny investor, så Anders Breinholt ikke længere behøver deltage i bestyrelsesmøder og endelig har kunne blive fri for sit gamle produktionsselskab.
Anders Breinholt har da også netop scoret sig et nyt job. Læs mere om det HER.