Et tilfældigt ja gjorde ham til chips-kongen Jørgen i KiMs-reklamerne.

Henning Jacobsen gik søndag bort efter længere tids sygdom, 76 år gammel.

For tre år siden, da hans kontrakt med KiMs-chips udløb i foråret 2020, gav han et længere interview til Berlingske, hvor han blandt andet fortalte, hvordan han endte som Jørgen i KiMs-reklamerne i 1996.

Egentlig er han uddannet landmåler og havde en årrække et firma, der undersøgte rørsystemer med robotkameraer.

Henning Jacobsen fotograferet i sit hem i 2006.
Henning Jacobsen fotograferet i sit hem i 2006. Foto: Uffe Weng
Vis mere

I starten af 1990erne sagde han imidlertid ja til at hjælpe en af sine venners nabo, der var gymnasielærer i Frederiksværk.

Naboens gymnasieelever var i gang med at lave en film på skolen, og her stod de netop og manglede en person, der kunne spille en 'lille fed, grim mand'.

Henning Jacobsen fortæller i interviewet med Berlingske, at han er typen, der siger ja til alt, så han hjalp gymnasieeleverne og glemte herefter alt om den lille skolefilm, der desuden heller aldrig blev klippet færdig.

I 1996 blev han så pludselig ringet op af et castingbureau, der ville have ham forbi og få taget nogle billeder.

Henning Jacobsen som KiMs-Jørgen i 2003.
Henning Jacobsen som KiMs-Jørgen i 2003.
Vis mere

Han sagde igen ja, men undrede sig over, hvorfor de havde ringet til ham.

Det viste sig, at det skyldtes, at en af gymnasieeleverne nu var blevet ansat i reklamebureauet Wibroe, Duckert og Partners.

»Det var Anders Thomas Jensen (i dag kendt filminstruktør, med film som 'Blinkende lygter', 'Adams æbler' og 'Retfærdighedens ryttere' på cv'et, red.). Han kunne huske mig fra skolefilmen og havde foreslået mig til KiMs-kampagnen, som blandt andre Søren Fauli og særligt reklamemanden Henrik Juul stod bag,« fortæller Henning Jacobsen i 2020 til Berlingske.

Han mindes, at både reklamechefen Henrik Juul og KiMs daværende direktør, Fritz Rasmussen, til at starte med var skeptisk over hele konceptet.

Instruktør-vennerne Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen gik på gymnasiet i Frederiksværk. Her fotograferet i 1996.
Instruktør-vennerne Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen gik på gymnasiet i Frederiksværk. Her fotograferet i 1996. Foto: MORTEN JUHL
Vis mere

Det var nyt i Danmark lave et reklameunivers som en gennemgående fortælling – i dette tilfælde skulle Henning Jacobsen spille den onde Jørgen, bror til firmaets fiktive chef 'Kim' – men det viste sig som bekendt at blive et stort hit.

»Det var en helt ny måde at lave reklame på, og det blev ret hurtigt en overraskende stor succes. Pengene sad også lidt løsere dengang, man var nok mere villig til at eksperimentere og tage chancer,« fortæller Henning Jacobsen, der i interviewet med Berlingske svarer, at han personligt nok minder 75 procent om Jørgen-karakteren.

Henning Jacobsen nåede i alt at være KiMs-Jørgen i 23 år.

For cirka 12 år siden flyttede han med sin hustru til Ballen på Samsø, og det er også her, begravelsen kommer til at foregå med den nærmeste familie.

Henning Jacobsen efterlader sig foruden hustruen to sønner.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':