Henning Jacobsen, der var kendt for at spille karakteren Chips-kongen Jørgen i KiMs-reklamerne, er søndag gået bort efter længere tids sygdom med leukæmi.

Det bekræfter hans søn, litteraturredaktør på Berlingske, Søren Jacobsen Damm, til B.T.

Henning Jacobsen døde kort før sin 77-års fødselsdag.

Søren Jacobsen Damm har skrevet et mindeopslag om sin far på Facebook, som B.T. har fået lov til at citere fra.

'Min far er død. Klokken 12.30 den 23. april forlod Henning Jacobsen, født 28. april 1946, denne verden, og verden blev med et slag mindre sjov og forunderlig,' indleder Søren Jacobsen Damm sit Facebook-opslag.

'Hans sidste måltid bestod af en lille mundfuld fjordrejer og et kvart glas 2017 Riesling Clos St. Urabin Grand Cru, Monopole Zind-Humbrecht, og hans sidste sammenhængende sætning var 'Regeringen hænger med mulen',' fortsætter han.

Søren Jacobsen Damm skriver, at hans far i sine sidste år var igennem et langt og opslidende sygdomsforløb, hvor han tabte sig 30 kilo.

'Farvel, far. Farvel, gamle dreng, og sæt en god flaske til side, far, for vi ses igen en dag. Elsker dig for altid,' slutter han opslaget.

Henning Jacobsen som KiMs-Jørgen i 2003.
Henning Jacobsen som KiMs-Jørgen i 2003.
Vis mere

Henning Jacobsen dukkede første gang op i tv-reklamerne som Jørgen fra KiMs-chips i 1997 og havde rollen de følgende 23 år.

Han var uddannet landmåler og havde i en årrække firmaet Dansk Rørinspektion, som undersøgte allehånde rørsystemer med robotkameraer.

Han boede i sin sidste tid på Samsø, og det er også her, begravelsen vil foregå for den nærmeste familie.

Henning Jacobsen efterlader sig en hustru og to sønner.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':