For en uge siden mistede den 27-årige influencer og skolelærer Camilla Dohn livet i en tragisk motorcykelulykke.

Nu deler hendes pårørende et rørende indlæg på Instagram, hvor de skriver, at de har startet en indsamling til hendes to små børn, Alfred og Ida-Sophia. 

'I denne svære tid ønsker vi at give Camillas børn og familie en håndsrækning, så de kan få lidt mere tryghed og støtte med sig videre i livet,' skriver de i opslaget på influencerens profil.

De uddyber, at et bidrag til deres indsamling er øremærket til børnenes fremtid og voksenliv.

'Alle bidrag – store som små – gør en forskel. Hvis du ikke har mulighed for at støtte økonomisk, betyder en deling af opslaget også rigtig meget,' skriver de og fortsætter:

'Tak til alle jer, der vil være med til at støtte Camillas børn og familie og hjælpe dem gennem en ubeskriveligt svær tid. Hvil i fred, vores elskede Camilla'.

Influenceren og hendes mandlige kollega omkom i en motorcykelulykke i sidste uge. 

Siden da er det væltet ind med kommentarer på influencerens sociale medier, hvor både kendte og ukendte deler rørende ord. 

B.T. har talt med 'Årgang 20'-kendissen Maria Mainz, som er dybt påvirket af den tragiske ulykke.

»Det er svært at finde ord. Det er helt, helt forfærdeligt,« fortalte hun.