'Årgang 20'-mor i chok efter tragisk dødsfald: 'Det er uvirkeligt'
Maria Mainz mistede onsdag en kollegaveninde, da den 27-årige influencer Camilla Dohn omkom i en motorcykelulykke.

Maria Mainz mistede onsdag en kollegaveninde, da den 27-årige influencer Camilla Dohn omkom i en motorcykelulykke.

»Det er svært at finde ord. Det er helt, helt forfærdeligt.«
Sådan indleder 'Årgang 20'-kendissen Maria Mainz til B.T., efter at hendes influencerkollega Camilla Dohn er gået bort.
Maria Mainz fortæller, at hun var blevet bekendt med florerende rygter om, at den 27-årige og en mand i slutningen af 40'erne, der onsdag omkom i en motorcykelulykke, kunne være Camilla Dohn.
»Jeg tænkte bare, at det ikke kunne passe. Men jeg fik det desværre bekræftet af nogle, der er tæt på Camilla, før det kom frem i medierne.«
»Jeg tror, at jeg gik i chok. Uanset hvor godt man kender en person, så gør det noget ved én, når man har været sammen med vedkommende. Og måden, det skete på, med hendes børn og hendes alder i mente. Det er uvirkeligt og meningsløst,« fortsætter Maria Mainz.
Torsdag bekræftede Camilla Dohns familie til Ekstra Bladet, at hun var afgået ved døden i den forfærdelig ulykke. Mediet har ligeledes talt med Maria Mainz.
Ifølge Maria Mainz har hun mødt Camilla Dohn til forskellige events, men de har også været sammen privat, hvor de blandt andet har spist frokost.
Camilla Dohn var blandt andet kendt fra sociale medier, hvor hun delte glimt fra sin hverdag med sine mere end 100.000 følgere – ofte med et humoristisk blik på livet.
Og netop det vil Maria Mainz også huske hende for.
»Jeg føler, at hendes profil beskriver hende virkelig godt. Hun var virkelig glad og smilende, og man grinede, når man var sammen med hende. Selvfølgelig havde hun også en mere seriøs side, men de gange jeg har mødt hende, er det netop det indtryk, jeg har fået: En glad og humoristisk person.«
Camilla Dohn efterlader sig to børn, og det gør særligt indtryk på Maria Mainz, der selv er mor til børn på samme alder som Camillas.
»Jeg tror, at det, der virkelig rammer én, er, at hun har børn ligesom mig. Tanken om det, gør det endnu mere frygteligt.«
»Jeg synes også, at det er svært at finde ord for, hvad man skal sige, for der er ikke rigtig noget at sige, føler jeg,« afslutter Maria Mainz.
På sin Instagram har Maria Mainz ligeledes reageret på dødsfaldet.
'Jeg er simpelthen i chok og helt uforstående overfor den forfærdelige ulykke, der er sket. Himlen har fået den smukkeste stjerne, og mine tanker er hos børn, familie og nærmeste. Og selvfølgelig til alle involverede i ulykken. Tak for nogle gode stunder og grin, smukke Camilla,« lyder det i en story.
En mand i slutningen af 40erne mistede også livet i ulykken.
Det er fortsat uvist, hvorfor ulykken skete. Syd- og Sønderjyllands Politi har iværksat en undersøgelse efter ulykken.
Til B.T. har politikredsen oplyst, at der ikke er noget, der tyder på, at andre har været involveret i ulykken, og at begge personer kørte på motorcyklen, da den af uforklarlige årsager forulykkede.