I tre måneder har en sigtelse for drab hængt over hans hoved, har været en del af dét liv, som han ikke troede, at han skulle leve i længere. Men trods alvoren, tager han det helt roligt.

»Jeg skal da ikke i fængsel,« siger 81-årige Ebbe Preisler bare og fortsætter:

»Hvis jeg får en fængselsdom, bliver den betinget.«

Når Ebbe Preisler føler, at han kan udtale sig med den form for skråsikkerhed, er det fordi, at hans sag ikke ligner de fleste andre.

Anden juledag udøvede Ebbe Preisler nemlig, hvad han selv beskriver som medlidenhedsdrab. Sendte sin hustru gennem 55 år på hendes sidste rejse.

Bagefter tog han sit eget liv. Men sundhedssystemet nåede at gribe ind.

Og tredje juledag – mens han stadig selv lå i koma – blev han sigtet af politiet. Efter straffelovens paragraf 237, som omhandler drab.

'Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid' hedder det i lovteksten.

Det er knap tre måneder siden, at Ebbe Preisler blev løsladt efter to ugers varetægtsfængsel.
Det er knap tre måneder siden, at Ebbe Preisler blev løsladt efter to ugers varetægtsfængsel. Bax Lindhardt

14 dage var han varetægtsfængslet, deltog i to retsmøder, hvor han og hans advokat argumenterede for, at der som nævnt ovenfor var tale om medlidenhedsdrab.

Og at sigtelsen burde være paragraf 239, som omhandler drab efter begæring.

I retten og til B.T. har tidligere filmproducent Ebbe Preisler fortalt, hvordan han i de to år, hvor hans parkinson ramte kone Mariann boede på plejehjem, dagligt besøgte hende syv til otte timer.

Hvordan han hjalp hende, læste højt for hende af deres yndlingsbøger og aviser, talte om stort og småt, holdt i hånden mens de så tv.

Men sidste forår blev hun indlagt på hospitalet. Og var så fysisk og psykisk mærket af det bagefter, at hendes tilstand gik hastigt ned ad bakke.

»Hun mistede sine motoriske evner, så det var en helt anden type dagligdag, vi fik. Og hun følte sig simpelthen så indespærret. Det blev mere og mere klaustrofobisk for hende,« beskriver Ebbe Preisler.

I efteråret formede tanken sig om at gå i døden sammen. Som efter mange samtaler mellem dem mundede ud i en kronik om deres ønske.

»Dybt nede mente vi, at det var sådan, det skulle være.«

Langsomt begyndte Ebbe Preisler forberedelserne. Anskaffede den rette dosis medicin, som kunne sende dem begge på deres sidste rejse.

Og anden juledag tog han dem i brug.

Som altid ankom han til plejehjemmet kl.10.30. Og fandt Mariann grædende i sin kørestol.

»Hun var meget tykhudet, så det skete næsten aldrig,« siger Ebbe Preisler og fortæller, hvordan han satte sig hen og holdt om hende.

Hvordan hun angiveligt sagde: 'jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere'. Hvordan han spurgte: 'er det i dag, vi gør det? Er det i dag, du gerne vil dø?'.

'Ja' svarede hun grådkvalt ifølge Ebbe Preisler.

»Signalet fra hende var ikke til at misforstå.«

Men det var det. Mener anklagemyndigheden.

Samme aften sendte Ebbe Preisler sin hustru gennem 55 år i døden. Kyssede hende farvel og på gensyn, lagde et brev til personalet, tog hjem i lejligheden, tømte køleskabet, så ingen andre skulle have ulejlighed med det, skrev og sendte 55 afskedsmails, iførte sig sin pyjamas, tog sin egen dosis. Og lagde sig til at dø.

Men Ebbe Preisler blev fundet, inden han nåede sit mål. Fyldt med modgift Og sigtet for drab.

Ebbe Preisler med sit yndlingsfoto af hustruen Mariann.
Ebbe Preisler med sit yndlingsfoto af hustruen Mariann. Bax Lindhardt

12. januar blev han løsladt. Sigtelsen opretholdt, men ikke fængslingen.

Han nåede med til sin hustrus bisættelse. Og har siden skullet finde sin vej tilbage til livet. Med usikkerheden om sin fremtid hængende over hovedet. En usikkerhed, som har lange udsigter.

For først nu er politiet ved at være klar til at overlevere deres efterforskning til anklagemyndigheden, som forventes at bruge yderligere et par måneder på sagen, inden den går videre til domstolene.

»Hvor der på grund af kødannelse nok kommer til at gå et par måneder oveni. Så mit gæt er, at sagen tidligst kommer for retten til efteråret,« vurderer Ebbe Preisler.

Som dog er fuld af fortrøstning. Og overbevist om, at en eventuel dom bliver betinget.

»Så hvis jeg ikke laver noget lignende kriminalitet – og det bliver svært – så kommer jeg ikke i fængsel. Selv hvis jeg får den hårde dom på 4-6 år for rigtigt drab, så vil den også være betinget.«

»For min straffeattest er fuldstændig ren, så der giver man ikke ubetingede domme, med mindre det er et meget beskidt drab,« mener Ebbe Preisler, hvis sag – ifølge hans egne kilder – følges nøje af landets jurister.

»Der er ikke særlig mange medlidenhedsdrab i juraverdenen, så sagen kommer til at gå direkte ind i jurastudiet.«

Ebbe Preisler besøger næsten dagligt Marianns gravsted.
Ebbe Preisler besøger næsten dagligt Marianns gravsted. Bax Lindhardt

Men var det medlidenhedsdrab? Ikke ifølge anklagemyndigheden, som mener, at Mariann ikke tilstrækkelig klart og tydeligt begærede at blive dræbt.

»Jeg ved godt, at det kun var hende og mig, der var til stede, at der ingen vidner var. Men ifølge min advokat, er der tendens til at stole på, hvad den sigtede siger.«

»Og på godt og ondt er det utrolig heldigt for sagen, at jeg prøvede at tage mit eget liv, og at det er undersøgt,« forklarer han om de hospitalsundersøgelser, som han gennemgik.

»Dermed har jeg lukket den front fuldstændig, der hedder, at jeg har haft andre motiver. For jeg har været hos hende hver eneste dag i de to år.«

»Jeg er ikke begyndt at sive, fordi jeg skulle ud og leve livet, danse med en anden dame i byen. Tværtimod,« understreger Ebbe Preisler.

Derfor tror han også, at en eventuel fængselsstraf højst bliver betinget.

»Min advokat mener, at sagen måske er klaret med en halv time i retssalen, hvor dommeren på forhånd har talt med anklagemyndigheden om, at nu er der kogt nok suppe på det pølseben.«

»Så jeg tror, at anklagemyndigheden vil være tilfredse, hvis jeg bliver dømt 40-60 dages betinget fængsel. Så har de fået deres vilje. Og vi har i princippet også.«

LIVSLINJEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinjen på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.

Fik du læst:

»Vi savnede ingenting, havde haft et fantastisk liv. Alle vores børn og børnebørn var det gået skidegodt. Vi følte, at vi havde gjort, hvad vi skulle. Så på den måde var vi enige om, at det er sgu o.k. det her.«Ebbe Preisler er sigtet for at dræbe sin kone: Jeg må finde mig i et liv efter døden

Han skulle slet ikke have siddet her. Her i stuen, der oser af hende. Oser af deres liv sammen. Men sådan blev det. Mod hans vilje.

»Jeg må finde mig i, at der er et liv efter døden,« siger Ebbe Preisler stille. Med et konstaterende skuldertræk.

»Så jeg lever, fordi jeg nu gør det. Men den store appetit, den har jeg ikke. Jeg er ikke rigtig sulten på det.«

Det var den 27. december – midt i efterdønningerne af julefreden, som havde sænket sig over det ganske land – at nyheden bragede ud overalt.

'Mand sigtes for at have dræbt sin hustru efter kronik om at dø sammen' lød overskriften.

Manden var Ebbe Preisler og overskriften den første af hundredvis af artikler de følgende uger, hvor sagen blev dækket intenst, og hvor aktiv dødshjælp kom på alles læber.

Dén, som 81-årige Ebbe Preisler havde udøvet på sin kone.

Bagefter tog han sit eget liv. Eller forsøgte. For sundhedssystemet nåede at gribe ind. Redde ham. Mente det.

Nu er han sigtet for drab. Afventer, om han bliver tiltalt og efter hvilken paragraf.

»Der kan gå mange måneder,« siger han om det limbo, han befinder sig i.

Men det er ikke det eneste limbo i Ebbe Preislers liv.

For den prostatakræft, som i årtier har ligget i dvale indeni ham, spiller ham nu også et puds. Har udviklet sig eksplosivt.

Det vender vi tilbage til.

Først historien om Ebbe og Mariann. Og en kærlighed, som var så stor, at de ville gå i døden sammen.

Smilet i øjnene bag brillestellet er ømt, når han beskriver dén dag i 1968, hvor han mødte sit livs kærlighed. Ombord på færgen mellem Hundested og Grenå.

Dér sad de, i hver deres ende af restauranten. Med hver deres bog. 25 år gamle.

Kort før færgen lagde til, ville han ud på dækket for at trække luft. Men ved døren – hvor hun sad ved siden af – greb skæbnen fat i hans arm. Ville ikke åbne den.

'Sidder der nogen her? Må jeg give en kop kaffe?' spurgte han hende.

»Hun var mørk, sort hår, brune øjne, ret kraftig af statur. Ikke en spirrevip, ikke en yndig blondine,« mindes Ebbe Preisler og husker, hvor snakken mellem dem bare flød helt naturligt.

Få dage senere sagde hun sin lejlighed og telefon op. Flyttede ind i hans i indre København.

»Fra da af var vi sammen. Det stod bare skrevet i stjernerne,« smiler han.

»Det er sgu da en sød historie,« tilføjer Ebbe Preisler, som kort efter blev gift med sin Mariann. Og med ankomsten af børnene Jonas og Louise blev en rigtig lille familie.

Parret var sammen i alt, havde et rigt liv. Som filmproducent og instruktør havde Ebbe Preisler kontor hjemme, ligesom hun som kunsthåndværker også arbejdede fra hjemmet.

De var i total symbiose. Døgnet rundt.

Selv ikke at Mariann i slutningen af 90erne fik konstateret Parkinson, kunne slå dem ud af kurs.

»Det tog vi meget roligt,« forklarer han.

»Vi har altid været meget pragmatisk indstillet. Så for os var det 'det må vi bare finde ud af'. På den måde gik livet videre, og Mariann og jeg kunne stadig meget sammen,« fortæller Ebbe Preisler, som nogenlunde samtidig fik konstateret prostatacancer.

»Det levede vi bare med. Nok var vi romantiske, men vi var samtidig sindssygt jordbundne.«

Selv er han efter eget udsagn født med et stort omsorgsgen. Er et pligtmenneske. Og i takt med, at Marianns Parkinson blev mere og mere fremskreden, påtog han sig pasningen af hende og blev ansat som hendes personlige hjælper 28 timer om ugen.

Men i efteråret 2021 blev hendes smerter voldsommere og voldsommere, og de vidste begge, at nu var tiden inde til at finde et plejehjem. Hvor hun flyttede ind 29. december samme år.

Hver dag var han hos hende. Som i hver eneste dag. 7-8 timer. Hjalp hende, læste højt for hende, talte om løst og fast. Eller holdt bare i hånden. Indtil sidste efterår.

'Vi vil meget gerne dø' lød overskriften på en debatskabende kronik i Politiken. Forfattet af Ebbe og Mariann Preisler.

»Jeg må indrømme, at det var min idé, tanken opstod spontant i mit hoved. Det var min vision, og jeg kunne godt lide den. Jeg synes, at den var køn og romantisk,« forklarer Ebbe Preisler, hvis tanke udsprang af, at Marianns tilstand var kraftigt forværret. At hun ovenpå en hospitalsindlæggelse fysisk og mentalt havde fået et knæk.

Så de talte om det. Frem og tilbage. Inden kronikken blev udgivet.

»Vi savnede ingenting, havde haft et fantastisk liv. Alle vores børn og børnebørn var det gået skidegodt. Vi følte, at vi havde gjort, hvad vi skulle. Så på den måde var vi enige om, at det er sgu o.k. det her.«

Forstod hun det?

»Ja. Hun forstod alt. Hun godtog den. Hendes bevidsthed var fuldstændig intakt.«

Endnu var det dog blot en 'romantisk tanke'.

Men dag for dag fik Mariann det værre. Og hans hjerte gjorde ondt. Så ondt, at tanken – som beskrevet i talrige artikler i blandt andet B.T. – anden juledag blev til virkelighed.

Ebbe Preisler tog livet af sin kone. Ifølge ham af kærlighed.

Så kyssede han hende farvel på panden. Som altid tre gange. Men denne gang for evigt.

Assisteret selvmord på begæring kalder han det.

Så tog han også sit eget. Men skæbnen greb ind. Og trak ham tilbage til livet. Mod hans vilje. Og med en mulig tiltale for overlagt drab som følge.

Det er den virkelighed, der har været Ebbe Preislers de seneste tre måneder. Hvor han – mod forventning – også har skullet forholde sig til sin sorg og sit savn. Til et liv alene. For første gang i 55 år.

»Bortset fra, at jeg har kol, har fået en stor maveoperation, fire dobbelte bypassoperationer og prostatakræft, så har jeg det godt. Forbavsende godt,« siger han.

»Men det er fysikken. Selvfølgelig er der en meget større mental del, som betyder, at jeg slet ikke har sluppet Mariann overhovedet. Og det har jeg ikke tænkt mig at gøre nogensinde.«

Han kigger rundt i stuen. Peger på malerier og decoupager. På skytsenglene. Smiler.

»Som du kan se, er hun allevegne og det skal hun blive ved med at være. Nærværende.«

Når livet trods alt er tåleligt, er det ifølge Ebbe Preisler fordi han har begravet sig i gøremål. En bog, mulige filmprojekter. Alt sammen udsprunget af den fornyede debat om aktiv dødshjælp, som hans sag har afstedkommet. Og som er blevet en af hans mærkesager.

»Jeg er forbandet dårlig til kun at nyde tilværelsen. Jeg skal have noget at leve for,« siger pligtmennesket.

Men forstår du de kritiske røster, som undrer sig over, at du den ene dag vil dø og den næste er overalt?

»Ja,« kommer svaret hurtigt.

»For jeg er jo livsduelig. Jeg er faktisk god til at leve, forstår signaler, tager de piller jeg skal,« siger Ebbe Preisler og fortsætter:

»Så derfor er det fornuftigt at spørge: undskyld, men er du ikke bare en hykler, der spiller komedie?«

»Er det ikke bare, fordi du synes, at det er spændende at være i rampelyset? Nu har du fået dine 15 minutters berømmelse, så kan du ikke snart holde kæft? Det kan jeg godt forstå.«

»Men jeg kan kun sige, at selv i min situation kan man godt registrere, at man er mæt af livet og godt vil have, at andre ældre tænker efter, om de ikke kan have samme fornemmelse af ikke at behøve mere, at have haft et godt liv,« siger Ebbe Preisler om endnu en af sine mærkesager.

»Jeg vil gerne gøre en forskel. Og som en psykolog sagde, har jeg fået en platform, så brug stemmen.«

Så det gør han. Og prøver at leve livet uden for meget klynk.

»Er man i live, er man nødt til at være i live på en måde, så man er til fornøjelse for sine omgivelser. Og i videst muligt omfang for sig selv,« siger Ebbe Preisler. Og så smiler han.

LIVSLINJEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.