Det ender med at blive en dyr omgang for Dennis Knudsen, at hans navn har floreret i flere uheldige sammenhænge i den seneste tid.

Senest har han trukket sig fra projektet 'Beauty på Første Klasse' efter flere kunder følte sig snydt, og ikke mente, at de fik, hvad de var blevet lovet.

Og stormvejret har haft uomtvistelige konsekvenser for beauty-kendissen, fortæller han nu til Se og Hør.

»Jeg har mistet rigtig, rigtig mange penge. Jeg har ikke samarbejde med Dansk Supermarked (Salling Group, red) mere. Det er mange, mange, mange millioner,« siger han til mediet, og bekræfter, at samarbejdet er stoppet grundet stormvejret med 'Beauty på Første Klasse'.

Salling Group vil til mediet hverken be- eller afkræfte, at de har stoppet samarbejdet med Dennis Knudsen.

Dennis Knudsen har tidligere beklaget de oplevelser, som kunderne har haft i forbindelse med projektet 'Beauty på Første Klasse'

»Nogle af jer har købt VIP'er, nogle af jer har købt mit personlige program. Og der har I ikke fået den levering, I havde håbet på,« skrev han i et opslag på Facebook og fortsatte:

»Og det vil jeg gerne undskylde rigtig, rigtig meget for. Jeg arbejder så hårdt, jeg kan, med nogle nye partnere på at få bygget det her op, så I får det indhold, som I har betalt for, og som I har fortjent.«