Dennis Knudsen trækker sig efter skandale: 'Jeg er blevet snydt'
Den kendte frisør siger nu undskyld til de mange mennesker, som han han har været med til at snyde.

Den kendte frisør siger nu undskyld til de mange mennesker, som han han har været med til at snyde.

Flere kunder har følt sig snydt af kendisfrisøren Dennis Knudsen, der via en kundeklub på Facebook har taget folk ved næsen.
Her solgte Dennis Knudsen blandt andet goodiebags med skønhedsprodukter til kvinder, men produkterne dukkede aldrig op, hvilket har efterladt flere kunder rasende.
Kunderne har betalt 747 kroner for at blive medlem af kundeklubben, hvor man også ville få Dennis Knudsens bog med samt flere timers undervisning fra Dennis Knudsen selv i skønhed.
Men kunderne skal formentlig ikke sætte næsen op efter, at produkterne pludselig lander i postkassen lige foreløbigt.
I hvert fald har Dennis Knudsen selv trukket sig fra projektet. Det skriver han på sin egen Facebook-profil.
»Mit navn har været oppe i medierne til højre og til venstre. Både positivt og negativt. Men her på det seneste har det desværre været mest negativt,« skriver Dennis Knudsen indledningsvist.
Han skriver videre, at sagen har været voldsom for ham, inden han afslører, at han ikke længere er partner i Beauty På Første Klasse, der solgte de føromtalte goodiebags.
Videre skriver Dennis Knudsen, at han faktisk også selv er blevet snydt, ligesom hans kunder.
»Jeg er blevet snydt. Jeg er simpelthen blevet snydt af dem, jeg troede var min partner i det her samarbejde. Jeg er simpelthen blevet snydt af de her drenge. De har hjulpet mig med at bygge det op, med at sælge det her til rigtig mange af jer,« skriver han.
Angiveligt har Dennis Knudsen måttet stå alene, når det kom til levering af de lovede produkter, hvilket er gået ud over kunderne.
Dennis Knudsen skriver videre, at han gerne vil undskylde over for de kunder, som ikke har modtaget deres produkter. Kendisfrisøren påstår, at han vil arbejde hårdt for at finde nye partnere og for at få konceptet op at stå igen.