»Det kan godt være, den får noget ekstra opmærksomhed på grund af det, men det er ikke noget, der interesserer mig. Jeg går op i, at vi får den præsenteret ordentligt og solgt til en god pris.«
Sådan siger Peder Broe-Scherrebeck, ejer af Haderslev Auktion, til JydskeVestkysten om den Audi Q7 SUV, som auktionshuset får under hammeren 8. februar.
Årsagen til den mulige ekstra opmærksomhed er, at bilens tidligere ejer var kendisfrisøren Dennis Knudsen.

Sagen kom for retten i Aarhus i december, og her lød dommen på 40 dages betinget fængsel, hvilket betyder, at han kun skal afsone en fængselsstraf, hvis han begår noget kriminelt de næste to år. Samtidig fik han konfiskeret sin Audi og frataget sit kørekort i et år.
Bilen koster fra ny 1,2 millioner kroner, men prisen er – naturligt nok – lavere på auktionen.
»Jeg vil skyde på, at den kommer til at gå for mellem 400 og 450.000 kroner,« fortæller Peder Broe-Scherrebeck til Se og Hør.
Bilen er samtidig en leasingbil, så der kan komme afgifter på op til 600.000 kroner.
Efter episoden undskyldte Dennis Knudsen på sine sociale medier, og i retten forklarede han, hvad det var, der skete den dag.
»Det kollapsede for mig. Jeg fik en nedsmeltning (...) Jeg er rigtig ked af, jeg har påvirket så mange mennesker. Jeg er ked af, at jeg mistede kontrollen. Det er noget, der ligger så fjernt fra mig,« lød det.