Dennis Knudsen blev i sidste måned idømt samfundstjeneste og betinget fængsel for at have forsøgt at bestikke en tilsynsførende til sin teoriprøve.
Nu er den 62-årige kendisfrisør klar til at aftjene samfundstjenesten – selvom den ikke bliver, som han havde håbet.
»Jeg har lige været til møde hos Kriminalforsorgen,« fortæller Dennis Knudsen, da B.T. møder ham torsdag til Lisbet Dahls fødselsdagsreception i Charlottenlund.
»Så jeg har haft det første interview og samtaler. Det går jo lidt ud på at se, hvad jeg fysisk kan, og jeg har bare sagt ja, de må sende mig ud i hvad end, de nu engang synes, jeg egner mig til,« forklarer Dennis Knudsen.
Han havde dog selv håbet på, at han kunne bruge sine evner som frisør i samfundstjenesten og eksempelvis klippe hjemløse.
»Men samfundstjeneste er man faktisk ikke i menneskelig kontakt. Man arbejder ikke med mennesker sådan, fik jeg at vide, man er ude at gøre rent og skurre lokummer.«

Det er du heller ikke for fin til?
»Nej, jeg tager jahatten på. Det er jo en straf, jeg har fået af samfundet, og den skal jeg jo acceptere, så kan man lige så godt gøre det med et smil på hjertet,« siger Dennis Knudsen.
»Så får jeg da prøvet noget, jeg aldrig ville have haft mulighed for at prøve, fordi det passer ikke ind i mit liv at gå ud og skurre lokummer,« tilføjer han.
Det er da heller ikke dommen på 40 timers samfundstjeneste – og de 20 dages betinget fængsel, han kun skal afsone, hvis han begår kriminalitet indenfor et års prøvetid – som Dennis Knudsen er utilfreds med.
Det er tværtimod det faktum, at han nu har en dom for bestikkelse.
»Det er rigtig, rigtig svært i mit hjerte at skulle acceptere en dom, når jeg ved inde i mig, at jeg ikke har bestukket nogen for at lave min teoriprøve, men jeg har bestukket nogen for at prøve at se, om jeg kunne få noget teknisk support og hjælp til at håndtere computeren for mig.«
Det vil du gerne kalde 'bestukket'?
»Nej, men det er jo det, det bliver beskyldt for, fordi jeg har prøvet at købe mig til hjælp til teoriprøven, ja, men ikke til at lave selve opgaven. Når jeg siger bestukket, så er det fordi, det er den måde, de opfatter det på, den tanke har jeg jo aldrig tænkt.«

Men Dennis Knudsen blev altså rådet af sin advokat Mette Grith Stage til ikke at anke sagen.
»Du er oppe mod politiet, du er oppe mod staten, og det er rigtig svært at gå ind og vinde en sag i Højesteret mod dem,« forklarer Dennis Knudsen, der da også havde de ekstra omkostninger for en ankesag i tankerne.
Dennis Knudsen endte for øvrigt med at bestå teoriprøven efter palaveren, og siden har han også bestået kørerprøven.
Derfor kunne han torsdag selv køre fra Lisbet Dahls 80-års fødselsdag – men desværre har det nyligt generhvervede kørekort allerede kastet en bule af sig. Læs mere om det HER.
