Endnu en gang skal den danske rapper Jamaika bag tremmer. 

Han er nemlig blevet idømt ti måneders ubetinget fængsel ved Retten i Randers. 

Det fremgår af en dombog, som Se og Hør har fået aktindsigt i.

Ifølge mediet har 'Blodskudt'-rapperen, men det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali, tilstået 11 af de forhold, som han var sigtet for. 

Det bekræfter hans forsvarsadvokat Mette Grith Stage ligeledes over for mediet.

Fem af forholdene er sket i maj sidste år. Her havde rapperen taget hårdt fat i en kvindes arm og truet med at slå hende. 

En mand blandede sig, hvilket førte til at Jamaika overfaldt manden, hvorefter han trak en kniv frem fra sin sok og sagde »Det her er ikke noget, du vil.«

Derudover er han dømt for at have knive på sig, køre bil uden kørekort og kalde en betjent skældsord.

Det er ikke første gang, at han får sig en tur i fængsel. I slutningen af 2024 blev han idømt tre måneders ubetinget fængsel for narkokørsel og trusler på livet. 

Inden da har han også afsonet en dom på tre og et halvt års fængsel for grov vold og vidnetrusler. En sag, hvor han ellers i første omgang blev dømt til forvaring.