Rapperen Jamaika er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel.

Det skriver Se og Hør.

Den 29-årige var tiltalt for 13 forhold. Heriblandt narkokørsel og trusler på livet.

Sidstnævnte fandt sted til en privatfast i Kolding i november 2023, hvor han truede en 19-årig kvinde med en køkkenkniv.

»Jeg var lidt fuld. Det ender med, at vi bliver lidt uvenner. Det er rigtigt nok, at jeg får fat i noget kniv. Det var så dumt, kan jeg godt se nu,« fortalte Jamaika i retten ifølge Se og Hør.

Jamaika, hvis borgerlige navn er Sharmarke Omar Ali tilstod alle forhold i sagen. Det eneste stridspunkt var, hvorvidt køkkenkniven, som Jamaika truede med, rørte den 19-årige kvinde. Det mente rapperens advokat, Mette Grith Stage, ikke at den gjorde, men det mente retten altså var tilfældet.

Rapperen er tidligere blevet dømt til tre og et halvt års fængsel for grov vold og vidnetrusler. En sag, hvor han ellers i første omgang blev dømt til forvaring.

Ifølge Soundvenue blev han løsladt i juni 2023.