Han var tidligere en fast del af det danske realitylandskab med deltagelser i både 'Paradise Hotel' og 'Robinson Ekspeditionen'. 

Men efter mange års fravær er den 34-årige Türker Alici nu tilbage på danskernes skærm.

Han medvirker nemlig i den niende sæson af TV 2-programmet 'Korpset', hvor han sammen med 13 andre aspiranter skal prøve kræfter med militærverdenens benhårde øvelser.

»Jeg valgte 'Korpset', fordi jeg tænkte, at det passer helt perfekt. Jeg vil gerne udfordre mig selv,« fortæller han til B.T.

Det er dog ikke kun lysten til at teste sig selv, der driver beslutningen. Ved  at deltage i et program, der handler om at være stærk fysisk og mentalt, kan han måske komme af med de fordomme, der er forbundet med at deltage i andre realityprogrammer.

»Jeg vil gerne væk fra det stempel, man får ved at være med i 'Paradise Hotel', hvor det handler om fest og druk og dit og dat. Jeg går ikke i byen, jeg drikker ikke mere, det er kun træning, hyrox (træningsform, red.) og min datter, « fortæller Türker Alici.

Allerede i det allerførste afsnit af 'Korpset' bliver den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Türker Alici dog testet til det yderste. Foto: NENT Group/Janus Nielsen

For et par uger siden kunne han endelig løfte sløret for deltagelsen i 'Korpset' over for sine mere end 112.000 følgere på Instagram.

Nyheden vakte stor begejstring blandt hans mange fans.

»Jeg er helt overvældet over, hvor mange beskeder jeg har fået. Folk er simpelthen så glade for, at jeg skal være med,« siger han.

Men allerede i det første afsnit bliver den veltrænede realitystjerne testet til det yderste, da han under en natlig vandøvelse rammes af akut panik.

I TV 2-programmet 'Korpset' bliver 14 aspiranter udsat for benhårde militærøvelser over en uge. Foto: Lars E. Andreasen / TV 2

Her ender Türker Alici med desperat at råbe på hjælp fra instruktørerne, som må springe i vandet for at redde ham op.

»Jeg har aldrig prøvet at stå i en situation, hvor det var game over, hvis der ikke var nogen til at hjælpe mig,« fortæller han. Læs mere om den episode HER.