Dansk realitystjerne fik ubehagelig oplevelse i 'Korpset': 'Jeg er ved at drukne'
I første afsnit bliver Türker Alici udsat for noget ekstremt ubehageligt, han aldrig har oplevet før.

I første afsnit bliver Türker Alici udsat for noget ekstremt ubehageligt, han aldrig har oplevet før.

Torsdag løber en ny sæson af TV 2-programmet 'Korpset' over skærmen, og blandt feltet af aspiranter finder man flere velkendte ansigter.
Et af dem er Türker Alici, der tidligere har medvirket i både 'Paradise Hotel' og 'Robinson'.
Realitystjernen har for længst skiftet fest og alkohol ud med benhård træning og Hyrox.
Det er netop derfor, at han har meldt sig til tv-programmet, som udsætter 14 deltagere for ekstreme militærøvelser.
Men allerede på dag ét går det fuldstændig galt for den 34-årige kendis, da han og en anden deltager, Laura Valgreen Petersen, skal i vandet for at hente knæklys.
»Vi står med hætte over hovedet på kanten. Lige da jeg bliver skubbet i, er det fucking koldt, og alt bliver tungt – især støvlerne,« fortæller han til B.T.
Deltagerne skal svømme ud og hente tre knæklys ved nogle bøjer i vandet.
I starten går det som smurt, men da de når den tredje bøje, tager øvelsen en dramatisk drejning.

»Jeg kan kun svømme crawl. Det går godt i starten, men vi bruger mange kræfter. Ved den sidste bøje får jeg fat i knæklyset, men i det øjeblik jeg kommer op og vil svømme tilbage, kommer vi ingen vegne.«
»Jeg tror, Laura trækker mig ned, men vi sidder fast i bøjen, og jeg går i panik. Jeg tror jeg er ved at drukne,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg har ikke flere kræfter, og jeg har kun fire til fem vejrtrækninger tilbage. Det hele snurrer rundt,« husker Türker Alici.
Efter adskillige råb om hjælp må en af instruktørerne hoppe i vandet i våddragt for at bjerge en stærkt omtumlet Türker Alici op af det kolde element.
Den livsfarlige fornemmelse gav et alvorligt hak i selvtilliden hos den ellers veltrænede reality-deltager, som aldrig før har prøvet noget lignende:
»Jeg har aldrig prøvet at være ude for noget, hvor det var 'game over', hvis der ikke var nogen til at hjælpe,« fortæller han.
Den skræmmende oplevelse endte dog med at blive en øjenåbner for ham i det videre forløb:
»Det var meget godt, at jeg fik det hak i selvtilliden. Det giver en helt anden form for respekt for øvelserne,« afrunder Türker Alici.
Hvorvidt han formår at vende det chokerede øjeblik til en styrke, må seerne dog vente med at se til næste uge, hvor afsnit two af 'Korpset' sendes på TV 2.