Julemærkefonden er selv »meget stolte og taknemmelige« over samarbejdet.

Men velgørenhedsorganisationen for børn i mistrivsel har alligevel fået en hel del røg efter offentliggørelsen af deres nye ambassadør.

Det er modellen Cecilie Haugaard, der er særligt kendt som influencer under navnet Cillemouse – og som nu kan se en gammel kritik gentage sig.

For da hun forrige år udgav bogen 'Instagrim', blev hun sablet ned som »hyklerisk« for at ville være bannerfører for unges sunde tilgang til Instagram, mens hun selv deler et for de fleste uopnåeligt luksusliv på sin egen profil.

I offentliggørelsen af sin nye tjans som ambassadør for Julemærkefonden lyder det dog fra den 35-årige model og influencer, at hun er »utrolig stolt over, at jeg forhåbentlig kan bruge min stemme på at hjælpe flere børn til at genfinde troen på sig selv.«

Men på sociale medier som Facebook, Instagram og LinkedIn, hvor nyheden er blevet offentliggjort, vælter det ind med kritiske røster.

Cecilie 'Cillemouse' Haugaard er model, influencer, forfatter og tidligere tv-vært.
Cecilie 'Cillemouse' Haugaard er model, influencer, forfatter og tidligere tv-vært. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Flere kalder i kommentarsporene Julemærkefondens nye samarbejde med Cillemouse for et »helt utroligt ærgerligt valg« og et decideret »mismatch«.

Mange beskriver, at samarbejdet med influenceren sender et »uheldigt signal«, der er »helt skævt«, »pinligt«, »fuldstændig skudt ved siden af«, »tonedøvt« og »stærkt problematisk« i forhold til børn i mistrivsel.

»I risikerer at bidrage til det samme pres og de samme usunde sammenligninger, som mange af dem kæmper med i forvejen,« lyder kommentaren fra Nathalie Roed.

»Det svarer vel ret beset til at sætte en konventionel svinebonde eller en jæger til at være ambassadør for en veganerforening,« skriver Amalie Henningsen på Instagram.

Dronning Mary har været protektor for Julemærkefonden gennem mange år og har flere gange været med til at afsløre årets julemærke, samt besøgt Julemærkehjem, hvor unge, der kæmper med ensomhed og overvægt, kan få hjælp.
Dronning Mary har været protektor for Julemærkefonden gennem mange år og har flere gange været med til at afsløre årets julemærke, samt besøgt Julemærkehjem, hvor unge, der kæmper med ensomhed og overvægt, kan få hjælp. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Flere truer ligefrem med at trække deres støtte til Julemærkefonden, der driver Julemærkehjemmene og sælger de velkendte julemærker.

»Her står jeg af,« lyder det direkte i en kommentar fra Peter Sørensen på Facebook.

»Der mistede man godt nok lige noget for det reelle arbejde, Julemærkehjemmene ellers mener at udføre, med sådan en kandidat til at repræsentere,« skriver Charlotte Lydiksen.

»Det er jeg bange for, I kommer til at fortryde. Jeg er selv vildt forbløffet over, at I ikke kunne forudse, at dette ville få folk til at gå i rødt og ikke støtte jer mere,« lyder det fra Carina Madsen.

Fastholder samarbejdet – uden løn

Hos Julemærkefonden fastholder man dog overfor B.T., at de mange kritiske røster ikke får dem til at genoverveje samarbejdet, man stadig er glad for.

Forstår I kritikken, og hvorfor den nu gentager sig, om at Cillemouse ikke skulle kunne tale imod børns mistrivsel over perfekte glansbilleder på sociale medier, når hun selv deler perfekte glansbilleder på sociale medier?

»Cecilie har et kæmpe hjerte for børn i mistrivsel – det kan man godt have samtidig med, at man er model, influencer og poster lækre fotos,« slår presseansvarlig Thomas Elmegaard fast.

Privat er Cecilie Haugaard gift med popstjernen Christopher. Sidste år delte de blandt andet ud af familielivet sammen i Netflix-dokumentaren 'A Beautiful Real Life'.
Privat er Cecilie Haugaard gift med popstjernen Christopher. Sidste år delte de blandt andet ud af familielivet sammen i Netflix-dokumentaren 'A Beautiful Real Life'. Foto: Anthon Unger

»At Cecilie agerer i en verden, hvor billederne er flotte, ændrer ikke ved, at hun har et oprigtigt ønske om at støtte vores arbejde. Vi ser ikke hendes professionelle virke som en hindring for at kunne udvise empati og støtte op om børns ret til at være gode nok, som de er.«

For tværtimod fremhæver Julemærkefonden Cecilie Haugaards baggrund med tidligere engagement i lignende projekter, en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og psykolog og som mor til to.

Julemærkefonden forklarer desuden, at Cillemouse klarede sig igennem den indledende »dialog« med organisationen.

Derfor er man forvissede om, at hun forstår, har »en oprigtig interesse« i og vil gavne den gode sag om at hjælpe børn i mistrivsel.

Dronning Mary har været protektor for Julemærkefonden gennem mange år og har flere gange været med til at afsløre årets julemærke, samt besøgt Julemærkehjem som her i Kildemose, hvor unge, der kæmper med ensomhed og overvægt, kan få hjælp.
Dronning Mary har været protektor for Julemærkefonden gennem mange år og har flere gange været med til at afsløre årets julemærke, samt besøgt Julemærkehjem som her i Kildemose, hvor unge, der kæmper med ensomhed og overvægt, kan få hjælp. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

»Lige som andre organisationer, benytter vi ambassadører. Der kan være kendte personer, som deler vandene. Det er vi helt bevidste om,« vedkender Thomas Elmegård.

Han slår dog fast, at der alligevel er store forventninger til, at det nye, omdiskuterede samarbejde vil skabe særlig synlighed for organisationen.

Ikke mindst understreges det, at Cecilie Haugaards nye ambassadørtjans er »et arbejde, hun gør uden at få nogen betaling«.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Cecilie Haugaard personligt og igennem hendes manager over de sidste par dage.

Cecilie 'Cillemouse' Haugaard er model, influencer, forfatter og tidligere tv-vært.
Cecilie 'Cillemouse' Haugaard er model, influencer, forfatter og tidligere tv-vært. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Cecilie 'Cillemouse' Haugaard røg første gang i vælten med lignende anklager imod sig, da hun udgav bogen 'Instagrim' tilbage i 2024.

Det endte i en større shitstorm efter særligt ét interview om bogen. Læs mere om det HER.