Cecilie Hother sætter huset til salg - kan score stort millionbeløb: 'Alle siger, at det er et godt tidspunkt'
Cecilie Hother og hendes mand Thomas Honoré har sat deres hus i Danmark til salg.

Cecilie Hother og hendes mand Thomas Honoré har sat deres hus i Danmark til salg.

32 millioner kroner!
Så meget er Cecilie Hother og hendes mand Thomas Honorés hus nord for København blevet sat til salg for.
Da de overtog grunden i 2018, betalte de ifølge Tinglysningen knap syv millioner kroner, og siden har de bygget deres drømmebolig op fra bunden, så det nu er fuldt ud salgsklar.
Det forklarer Cecilie Hother, der herunder også fortæller, hvorfor huset er sat til salg.
I 2022 valgte Cecilie Hother at stoppe som vejrvært på TV 2 for blandt andet at få mere tid med sin familie, der, udover manden Thomas Honoré, tæller børnene Ellinor og Aksel, der er født i henholdsvis 2016 og 2020.
I 2024 kunne Cecilie Hother dernæst afsløre på Instagram, at familien havde valgt at flytte til Sydfrankrig i forbindelse med en udstationering af Thomas Honorés firma.

Samtidig har de hele tiden haft deres hus i Lyngby, lidt nord for København, men nu er det altså sat til salg.
»Vi har haft udlejet det, men nu har lejerne sagt op, og vi er jo ikke færdige med at bo i Frankrig endnu. Vi har kun været dernede i to år, og vi skal minimum være der tre-fem år,« fortæller Cecilie Hother til B.T..
»Alle siger, at det er et godt tidspunkt at sælge nu, så det skal da prøves. Det er både til salg og til leje, så nu må vi se,« tilføjer hun.
Cecilie Hother forklarer, at de selv har bygget huset i Lyngby op fra bunden.

»Der er ikke en mursten eller detalje, der ikke er tænkt over,« fortæller hun og forklarer, at de derfor står i en 'dejlig positiv position'.
»Vi elsker det (Huset, red.). Så hvis det ikke bliver solgt, har vi vores drømmehus at komme tilbage til. Og bliver det solgt, kan vi se tilbage på et hus, som vi har lagt enorm meget kærlighed i, og som andre forhåbentligt så bliver glade for.«
Adspurgt hvad hun tænker om, at huset er sat til salg for 32 millioner kroner, svarer hun med et grin:
»Jeg er sindssygt glad for, at det ikke er mig, der skal sætte den pris, men nogle ejendomsmæglere, der er eksperter i det.«

Hun fortsætter:
»Det kan man jo ikke med noget, man holder så meget af. Der vil være alt for mange følelser. Så det er dejligt, at der er nogle professionelle mennesker, der kan sige, at det har den værdi.«
Cecilie Hother og familien har som nævnt nu boet i Sydfrankrig i et par år, og det går 'rigtig, rigtig godt', fortæller hun.
»Det er klart, at det første år var enormt forvirrende. Der er mange ting, man skal lære. Jeg er selv i gang med at bygge (På deres hus, red) , så jeg har både skulle lære fransk og bygge-fransk.«
Hun tilføjer:
»Så det første år var et indlæringsår. Nu høster vi af al den erfaring, og det går det virkelig godt.«
Cecilie Hother tør ikke spå om, hvor længe de bliver boende i det franske.
»Det må tiden vise. Jeg har lært med corona, og hvad der ellers har været, at man ikke kan spå om fremtiden,« forklarer hun og tilføjer:
»Jeg er heldigvis stadig så enormt privilegeret, at jeg stadig også har arbejde i Danmark med moderator- og konferencierjobs. Jeg har stadig min livline, så på den måde synes jeg, at jeg har det bedste af begge verdener.«