»Lad os se hvad det kan!«

Sætningen er efterhånden blevet synonym med Casper Drømme, når han fra førersædet i sin bil har anmeldt burgere og takeawaysteder for sine tusindvis af følgere på sociale medier.

Nu skal den populære madinfluencer selv igen stå bag disken.

Casper Drømme, med det borgerlige navn Casper Palle Neergaard Christiansen, åbner nemlig en ny burgerrestaurant i København. 

Det skriver Euroman

Det sker mindre end et år efter, at hans første burgerprojekt kuldsejlede og måtte dreje nøglen om.

Casper Drømmes burgerrestaurant på Frederiksberg startede med meget opmærksomhed og lange køer. Foto: Linda Kastrup

Denne gang har han dog en stor restaurantkoncern med på holdet.

Sammen med Norrlyst Koncernen åbner Drømme det nye burgersted Beni, som får adresse i Carlsberg Byen på Vesterbro.

Norrlyst driver i forvejen en række restauranter, herunder flere anerkendte spisesteder i København. 

Og nu satser han igen på burgerbranchen, og håber, at tredje gang, er lykkens gang.

»Det er lidt som at have en kæreste. Det kan godt være, at du har haft en kæreste, der var vanvittig, men stopper du så med at date nogensinde igen? Jeg er jo nødt til at hoppe ud i det og se, hvad der sker. Jeg er meget happy go lucky, og jeg tror på, at optimismen vinder i sidste ende.« siger han til Euroman.

Oprindeligt var planen, at stedet skulle hedde Beanie, en reference til Casper Drømmes karakteristiske hue. Men efter input fra grafikere blev stavemåden ændret til Beni. Huen bliver dog stadig en del af universet, da personalet skal arbejde iført den særlige hovedbeklædning.

På menuen bliver der blandt andet mulighed for at sætte tænderne i smashburgere og fried chicken-burgere.

Det nye projekt kommer efter en noget af en rutsjebanetur for Casper Drømme.

I oktober sidste år åbnede han sin egen burgerbar, Casper's Burger, på Frederiksberg.

Starten var lovende med lange køer, gode anmeldelser og senere kom en ekstra restaurant på Gothersgade.

Men kort efter opstod der problemer. 

En strømafbrydelse tvang restauranten på Frederiksberg til at lukke i flere dage. Senere besøgte Fødevarestyrelsen stedet, hvilket førte til en middel smiley. Kort efter forlod Casper Drømme virksomheden, hvor han både trak sig som direktør og bestyrelsesmedlem. Få uger senere endte selskabet med en konkurs. 

Beni åbner efter planen i starten af september på Ny Carlsberg Vej 40 i København.