Bubber langer ud efter omdiskuteret TV 2-serie – men én ting kunne have ændret alt: 'Det klæder ikke nogen'
Den kendte tv-vært lægger bestemt ikke fingre imellem, hvad han mener om TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus' – og for ham mangler den én afgørende ting, før han kunne have været med på vognen.
Rasmus Wallbridge i TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus', hvor han først til allersidste afsnit får afsløret, at alle har løjet for ham i fire måneder om den spillefilm, han troede, de var i gang med. Foto: Drive Studios/TV 2
Flere kendte tv-profiler har allerede været ude med skarp kritik af TV 2-serien 'Alle elsker Rasmus'.
Faktisk har TV 2 set sig nødsagede til nu at udgive hele serien på en gang for at give et »større indblik i programmets tilblivelse« – men nu melder endnu en kendt kritiker sig til koret.
Tv-vært Niels Christian 'Bubber' Meyer har været i tv-branchen hele livet, og nu langer han kraftigt ud efter tidens mest omdiskuterede TV 2-serie 'Alle elsker Rasmus'. Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Tv-vært Niels 'Bubber' Meyer er nemlig denne torsdag aften gæstevært i B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrups Podimo-podcast Q&Co – og her kalder tv-profilen den nye TV 2-serie 'Alle elsker Rasmus' for noget nær »gaslighting«.
»Almen menneskelighed ser de fuldstændig hen over hovedet med. Det klæder ikke nogen det her projekt,« lyder den hårde dom fra Bubber.
Han har selv set første afsnit af TV 2-serien, hvor komikeren Rasmus Wallbridge gennem fire måneder er blevet optaget på skjult kamera, mens han tror, han er i gang med at opfylde sin drøm om at lave en spillefilm.
For Bubber at se er det særligt den lange tid, de 149 andre medvirkende har ført Rasmus Wallbridge bag lyset, der er »sindssyg«.
I 'Alle elsker Rasmus' har et stort hold af kendte narret komiker Rasmus Wallbridge i fire måneder til at tro, at han er i gang med at opfylde sin drøm om at lave en spillefilm. Foto: TV 2
»Det kunne være det værste, for hvem ved, hvad der foregår inde i folks sind?« lyder det fra Bubber, der heller ikke mener, at serien er særlig original, selvom TV 2 ellers har forsvaret sig med, at det er et »usædvanligt program, der ikke er lavet før«.
»Det er jo stjålet lidt fra hist og pist,« mener Bubber, der eksempelvis nævner 'The Truman Show'.
Han kritiserer da også TV 2s forsvar om, at Rasmus Wallbridge fik muligheden for at sige nej til publiceringen af serien og efterfølgende selv var med i redigeringen af den.
»Hvis han siger nej, kan du forestille dig; han ser da sin karriere forsvinde,« lyder det fra Bubber, der nævner TV 2s vægtige position i mediebilledet for danske komikere og tv-personligheder.
Tv-karrieren startede for Bubber med programmet 'Bubbers Badekar' i 1988, som blev sendt på Kanal 2 som en del af morgenprogrammet 'Morgenflimmer'. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
I Q&Co afspilles også den afsluttende afsløring i 'Alle elsker Rasmus', hvor Rasmus Wallbridge bryder ud i grin og chok ved forklaringen fra makkeren Martin Johannes Larsen om, at de sidste mange måneders filmprojekt har været en prank på ham med et utal af skuespillere involveret.
Men den »tamme« afsløring er en af Bubbers helt store kæpheste for, at han ville have syntes, at TV 2-serien var lykkedes.
»Når det så slutter, så skal der være en omfavnelse, der skal være kærlighed, der skal være fest, der skal være blomster, fordi det er den måde, man ligesom sådan skal hives op på den der piedestal – det der er jo så tamt og så uhyggeligt på en eller anden måde, fordi er det her også virkelighed? Det skal være overkill med kærlighed, hvis man skal kunne forstå det i den menneskelige hjerne,« siger Bubber.
Men selv hvis Bubbers afgørende ønske om en mere festlig afslutning var blevet opfyldt, så mangler 'Alle elsker Rasmus' ifølge ham bare rent ud sagt kvalitet.
Martin Johannes Larsen og Rasmus Wallbridge i 'Alle elsker Rasmus'. Foto: Drive Studios/TV 2
»Der var langt imellem grinene for mit vedkommende, jeg synes ikke, det var sjovt,« konstaterer Bubber således tørt.
B.T. har foreholdt Bubbers kritik for TV 2.
TV 2 henviser dog blot til deres tidligere udtalelse til B.T. om, at man har forståelse for, at serien skaber debat.
»Vi har selvfølgelig været meget bevidste om, at det er et format, der kræver et særligt ansvar. Derfor har Rasmus’ trivsel og reaktioner også været noget, vi har taget alvorligt gennem hele processen,« lyder det blandt andet her. Læs mere om det HER.