TV 2-programmet 'Alle elsker Rasmus' har fået voldsom kritik fra flere kendte danskere.

Og nu har kritikken tilsyneladende fået en konsekvens.

I programmet 'Alle elsker Rasmus' har et stort tv-hold gennem fire måneder fulgt Rasmus Wallbridge med skjult kamera.

Komikeren tror selv, at han udlever sin drøm om at instruere en film, men i virkeligheden er flere kendisser og et stort tv-hold bare med på 'legen'.

Programmet havde premiere mandag, og egentlig skulle et program udkomme hver uge.

Men nu har TV 2 valgt at udgive alle programmer.

'For at give et større indblik i programmets tilblivelse har TV 2 nu valgt at publicere alle seks afsnit af programmet på TV 2 Play,' skriver TV 2 selv i en artikel.

Kendte danskere som komiker Christian Fuhlendorff, tv-vært Anna Lin, tv-kok Hannah Grant og flere andre har været ude og kritisere programmet.

»Hvordan kan en tv-station synes, at det er okay at ydmyge og holde en person for nar, jeg er chok,« lyder det blandt andet fra Hannah Grant i en video på instagram.

Christian Fuhlendorff mener, nogle skal fyres som konsekvens af, at programmet overhovedet er blevet til.

'Jeg håber, Rasmus kommer styrket ud af det her. Og at dem, der traf beslutningerne, ikke gør. Det ville klæde tv-branchen, hvis dårlig etik for en gangs skyld blev dyrere end godt fjernsyn,' skriver han på Facebook.

B.T. har kontaktet Rasmus Wallbridge, men hans manager Jakob Riis oplyser, at han ikke stiller op til interviews lige nu, da han bruger al energi på sit show.

Wallbridge har dog tidligere torsdag delt et noget kryptisk opslag, som du kan læse mere om her.

TV 2 har tidligere på dagen over for B.T. svaret på kritikken.

»Vi har selvfølgelig været meget bevidste om, at det er et format, der kræver et særligt ansvar. Derfor har Rasmus’ trivsel og reaktioner også været noget, vi har taget alvorligt gennem hele processen,« skriver Mads Elias Højbjerg Ravn i et skriftligt svar.

Derudover understreger han, at Rasmus selv har haft mulighed for at sige ja eller nej til programmets publicering, da han blev bekendt med, hvad der var op og ned.

Du kan læse hele TV 2's svar på kritikken her.

B.T. har også dagen igennem forsøgt at få en kommentar fra Martin Johannes Larsen, som endnu ikke er vendt tilbage.