En fransk influencer hævdede, at det 91-årige skuespillerikon Brigitte Bardot var gået bort efter en indlæggelse.
Det afviste den franske skuespillerinde hurtigt selv i et opslag på X, men nu holder influenceren Aqababe altså fast i, at rygtet om dødsfaldet skulle holde vand.
Selvom influenceren, der startede rygtet om Brigitte Bardots død, slettede sin melding igen, så lyder det nu fra selvsamme, at den altså er god nok.
»Det er ikke hende selv, der administrerer sin Twitter-konto, bare vent og se, når AFP officielt bekræfter hendes død,« lyder det i et nyt opslag på X.
Også dette opslag med henvisning til nyhedsbureauet AFP er dog nu blevet slettet fra sladderinfluencerens profil.
Brigitte Bardot var i første omgang selv på X for at afkræfte rygtet om sin død.

»Jeg ved ikke, hvilken idiot der i aften har spredt denne falske nyhed om min død. Men I skal vide, at jeg har det godt og ikke har nogen planer om at takke af,« skrev skuespillerinden onsdag.
Ligeledes bekræftede en talsperson for den legendariske skuespillerinde, at hun var i levende live endnu.
»Hun (Bardot, red.) blev kortvarigt indlagt på privathospitalet Saint-Jean i Toulon for at gennemgå en mindre operation, som forløb yderst tilfredsstillende,« oplyste en talsperson for skuespilleren i en pressemeddelelse til AFP ifølge Le Figaro.
Brigitte Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig i filmen 'Gud skabte kvinden' instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.
Men efter 48 film, en stribe musicaler og mange pladeindspilninger droppede Brigitte Bardot underholdningsindustrien i 1973 i en alder af 39 og trak sig fra rampelyset.
I stedet blev hun en indædt forkæmper for dyrenes velfærd.