»Jeg ved ikke, hvilken idiot der i aften har spredt denne falske nyhed om min død,« indleder den legendariske franske skuespiller Brigitte Bardot et kortfattet opslag på X kort før midnat.

Videre skriver hun:

»Men I skal vide, at jeg har det godt og ikke har nogen planer om at takke af.«

Meldingen fra den 91-årige skuespiller kommer, efter en fransk influencer på sine sociale medier onsdag hævdede, at hun var gået bort.

Bag den påstand står influenceren Aqababe med det borgerlige navn Aniss Zitouni, der ifølge det franske medie Le Figaro specialiserer sig i skandaløse nyheder om kendisser og reality-stjerner.

Kort tid efter, at influenceren frembragte sin påstand, kom den modsatte melding dog fra Bardot, som for nylig var indlagt – hvilket også satte gang i en masse spekulation om hendes helbred.

Her ses Brigitte Bardot i 1962.
Her ses Brigitte Bardot i 1962. Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

»Hun (Bardot, red.) blev kortvarigt indlagt på privathospitalet Saint-Jean i Toulon for at gennemgå en mindre operation, som forløb yderst tilfredsstillende,« oplyste en talsperson for skuespilleren i sidste uge i en pressemeddelelse til AFP ifølge Le Figaro.

Brigitte Bardot blev ifølge franske Le Figaro udskrevet fra hospitalet i fredags.

På trods af den nye melding fra skuespilleren på X slutter sagen dog – muligvis – ikke der.

For Aqababe holder tilsyneladende endnu fast i sin påstand.

I hvert fald har han delt skuespillerens opslag på X og til det skrevet:

»Det er ikke hende selv, der administrerer sin Twitter-konto, hvilket I vil se, når AFP (fransk nyhedsbureau, red.) officielt bekræfter hendes død.«

Hos det franske medie Le Monde bemærkes det, at Aqababe i foråret hævdede at have lokaliseret en mand, der er eftersøgt i forbindelse med den såkaldte 'Nantes-massakre' fra 2011, hvor en kvinde og fire børn blev dræbt.

Siden har kvindens mand, Xavier Dupont de Ligonnès – der også er børnenes far – været forsvundet.

Brigitte Bardot ses her i 1969.
Brigitte Bardot ses her i 1969. Derrick Ceyrac/AFP/Ritzau Scanpix

Den påstand fra Aqababe afviste anklagemyndigheden i Nantes dog, skriver Le Monde.

Brigitte Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig i filmen 'Gud skabte kvinden' instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.

Men efter 48 film, en stribe musicals og mange pladeindspilninger droppede Brigitte Bardot underholdningsindustrien i 1973 i en alder af 39 og trak sig fra rampelyset. 

I stedet blev hun en indædt forkæmper for dyrenes velfærd.