Brian Mørk føler sig stadig ikke tilbage i varmen, efter han for to år siden kom ud i sit livs shitstorm.

Her endte hans tweet om krænkelsesanklagerne mod politikeren Naser Khader med at få store konsekvenser for hans arbejdsliv og økonomi, fordi hans ord om at lære kvinder at sige fra frem for at spille døde, hvis de blev overfaldet, blev mødt med stormende kritik – ikke mindst fra den pædagogiske konsulent Charlotte Birk.

Men nu undskylder både hun og Brian Mørk i Zetland.

Charlotte Birk indså først, hun havde begået en fejl i sin sociale mediejagt på Brian Mørk, da hun så en kommentar fra børnebogsforfatter Jakob Martin Strid.

Her trak børnebogsforfatteren tråde mellem de koordinerede angreb, som Mads Geertsen, manden bag DR-karakteren Onkel Reje, på det seneste har været udsat for på sociale medier, og så det Brian Mørk gik igennem for ikke mindst hendes hånd, fortæller hun til Zetland.

»Jeg deltog i den her hetz mod Mørk. Og ved I hvad, det var fuldstændig off. Mennesker i flok kan gøre modbydelige ting. Undskyld Brian Mørk,« skrev Charlotte Birk i et tweet efter sin erkendelse.

Og Brian Mørk blev rørt over undskyldningen. Svarede med et ydmygt tak.

»Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det der er tæt på det sjældneste, der kan ske på sociale medier. Tak,« svarede Brian Mørk på tweetet.

»Det er mod og integritet og hæderlighed. Tak, Charlotte,« skrev han igen i sit eget tweet, hvor han delte Charlotte Birks undskyldning.

For Charlotte Birk forklarer til Zetland, at hun først kun så victim blaming (offerbebrejdelse, red.) i Brian Mørks tweet.

Siden lod hun sig rive med af stormen for at få komikeren til at indse sin fejl. Og undervejs glemte hun nuancerne fra dem, der var uenige med hende, mens tonen kun blev hårdere.

»Der var også en anden side af historien. Brian Mørk var jo åbenlyst bekymret over, hvad Naser Khader fik lov at slippe af sted med. Men de nuancer var vi enormt dårlige til at få øje på. Når først narrativet var der, løb vi alle sammen af sted med det,« erkender Charlotte Birk nu.

Komiker Brian Mørk.
Komiker Brian Mørk. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Over for Zetland deler Brian Mørk også sin egen undskyldning.

En undskyldning for de gange, det ikke lykkedes ham selv at holde kammertonen i debatten på de sociale medier. Og for ordlyden af den formulering om kvinders manglende, rungende nej, som antændte det hele.

»Khader-affæren viser os at unge piger ikke altid siger nej når de møder creeps. De sidder bare og tager imod og lader idioten tro at det er o.k. at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude og det hjælper faktisk ikke at spille død,« lød Brian Mørks nu to år gamle tweet.

Men trods alt modstanden mod netop de ord, så er Charlotte Birks undskyldning det, der har ændret mest for komikeren.

»Det pudsige er, at to års hadstorm ikke fik mig til at ændre min mening på nogen som helst måde. Jeg ændrede ikke min adfærd. Jeg tænkte ikke mere over, hvad jeg skrev. Men én enkelt undskyldning fra en fremmed gjorde, at jeg nu tænker mere over, hvad jeg skriver, og hvordan jeg skriver det,« siger Brian Mørk til Zetland.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Charlotte Birk og Brian Mørk.