»Katherine Diez har 100 procent frontaltsmadret sin troværdighed, og uden den er hun ingenting. Hvem vil høre på en skarp influenser og tekstforfatter, der blot hapser tekster ude i byen? Det svarer til at have strøm på cyklen i 'Tour de France'.«

Så skarpt lyder den umiddelbare vurdering fra brandingekspert Carsten Herholdt fra The Brand Agency om influencer og litteraturanmelder Katherine Diez, der de sidste par dage er havnet i et stormvejr af beskyldninger om at have plagieret andres tekster og bragt dem som sine egne.

Noget hun også erkendte på sine egne sociale medier. 

»Dybest set handler det om, at det moralske kompas er på afveje, og fordi man ikke kan adskille hendes person fra hendes brand, mister man tilliden til hende,« lyder det videre fra Carsten Herholdt, der tilføjer, at alle dem der ikke kendte hende, nu pludselig kender hende for noget negativt.

»Så det kommer til at tage noget tid at rette op. Det er lidt af en lortesag.«

Katherine Diez.
Katherine Diez. Oscar Scott Carl

B.T. har flere gange uden held forsøgt at få en kommentar fra Katherine Diez.

Torsdag brød hun tavsheden på sin Instagram-profil, hvor hun i et længere opslag blandt andet skriver, at hun er 'dybt ulykkelig' over hvad der er sket, at hun har 'haft en uansvarlig, sløset og usystematisk arbejdsmetode, der har medført en række fejl, og at hun beklager dybt'.

Du kan læse hele opslaget HER.

Men den undskyldning køber Carsten Herholdt ikke, der kalder det 'én lang smøre'.

»Der er intet i den, der kan bruges til et skabe en ny fortælling. Det er bare én lang bortforklaring, som jeg ikke tror, hun får noget sympati ud af. Hun skriver, at hun har været ung, og at det er gået hurtigt, men hun har samtidig været i et game, hvor hun udmærket har kendt spillereglerne.«

Han fortsætter:

»Jeg tror, det er den dom hr og fru Jensen vil kigge på hende med. Og så vil de trække på skuldrene, leve deres liv videre og glemme hende.«

I kølvandet på plagiat-anklagerne har flere af Katherine Diez tidligere og nuværende samarbejdspartnere offentligt været ude og tage afstand fra hende. 

Brandingekspert Carsten Herholdt, der ejer kommunikations- og reklamebureauet The Brand Agency.
Brandingekspert Carsten Herholdt, der ejer kommunikations- og reklamebureauet The Brand Agency. PR Foto

Blandt andet vil Berlingske starte en undersøgelse af hendes tidligere klummer og anmeldelser.

»De har alle sammen gigantisk travlt med at skubbe Katherine Diez væk, undersøge hende og distancere deres brands fra hendes. Forståeligt, men ironisk nok kan de faktisk få point på bogen. De booster deres troværdighed, fordi hun mister sin,« lyder det fra Carsten Herholdt.

Han vil råde Katherine Diez til at trække sig tilbage, finde tilbage til sin første kærlighed til at skrive og så komme op på hesten igen.

»Hun skal nok komme videre, for hun virker jo dygtig nok, men det kan godt være, at hun lige skal lidt under radaren i noget tid.«

Han fortsætter:

»Det kan man jo se gang på gang med for eksempel politikere, der ender ud i en møgsag. Så tager de en strategisk tilbagetrækning, til stormen har lagt sig, og så kommer de igen. Og så er hun heller ikke et større navn, så hun skal bare få bygget sin karriere op igen.«

Carsten Herholdt påpeger, at hendes største opgave er at overbevise folk om, at man godt kan have tillid til hende, og det er noget, man skal gøre sig fortjent til.

»Det kan du ikke skrive dig til med mange flotte ord. Den slags tager tid.«

Katherine Diez danner privat par med den kendte restauratør og manuskriptforfatter Adam Price.
Katherine Diez danner privat par med den kendte restauratør og manuskriptforfatter Adam Price. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han tilføjer:

»Jeg tror dog også, at hendes airbag vil fungere fint. Den er skabt af den lange række af skandaler, som efterhånden har gjort befolkningen sneblinde. Hun skal nok komme op at stå igen, når stormen har lagt sig. Men det bliver vigtigt, at det bliver på hendes egne ben.«

Katherine Diez er som bekendt kæreste med den kendte restauratør og manuskriptforfatter Adam Price, der blandt andet står bag tv-serien 'Borgen'.

Carsten Herholdt mener ikke, at den aktuelle sag kan smitte af på hans brand.

»Han og hans brors kreativitet og kreative pen er så solidt funderet. Så skulle det rent hypotetisk være, fordi han også havde et eller andet, men i første omgang tænker jeg, at det overhovedet ikke skader ham. Der er han en bastion og vil stadig stå fuldstændig soleklart for sig selv.«