Venstre-profilen Søren Gade betaler for leje af lokaler på Holstebro Kaserne, efter BT i dag kan fortælle, at Søren Gade fik lov til at låne lokalerne til sin datters bryllup i september i år.

Det fortæller han til Dagbladet Holstebro Struer.

»Jeg har overholdt alle regler og aftaler i forbindelse med min datters bryllup«, siger Søren Gade til avisen.

Normalt skal lokaler til private arrangementer på kaserner lejes gennem Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse til en fastsat takst, men Søren Gade fik i stedet lov til at låne lokalerne mod et administrationsgebyr på 1200 kroner, fordi han er medlem af Holstebro Officers Garnisons Forening.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har bekræftet overfor BT, at udlånet er i strid med deres procedurer. 

Regimentschef hos Jydske Dragonregiment, oberst Bjarne Højgaard Jensen, siger til Dagbladet Holstebro Struer, at Søren Gade indgik aftalen om lån af lokaler i 2016, da reglerne var nogle andre, og man gerne måtte låne lokalerne ud. Han mener derfor, at Søren Gade har overholdt alle regler.

Samme opfattelse har Søren Gade selv. Alligevel vælger han at betale differencen mellem den pris, som hans datters bryllup kostede under de gamle og de nye regler.

»Men beløbet bliver sendt til arbejdet med syge og og sårede veteraner. Jeg betaler ikke en latterlig regning, som BT mener, at jeg skal betale,« siger Søren Gade til Dagbladet Holstebro Struer.

Han fortæller til avisen, at han betaler pengene for at vise, at det ikke drejer sig om, at han skulle spare penge.

Udover lånet af lokaler på kasernen bookede en kaptajn i Forsvaret mulighed for overnatning for 50 bryllupsgæster på Holstebro Kaserne efter festen.

Prisen for festlokaler og overnatning til 50 mennesker endte på 6.840 kroner.