TIP OS: Ved du noget om sagen eller bor du i lejlighedskomplekset, hvor slangen er løs, må du meget gerne kontakte BT på sebj@bt.dk eller på vores Facebook-side.

En uidentificeret slange har været løs i flere dage i et lejlighedskompleks i det vestlige Aarhus, og Falck er sammen med politiet i skrivende stund ved at fange det vilde dyr.

Det oplyser Østjyllands Politi til BT.

»Vi har haft en slange, der har været fri i nogle dage. Lige nu er den i en lejlighed i det vestlige Aarhus, og derfor har vi rekvireret Falck, som vi håber fanger den,« oplyser Peter Tholstrup-Jørgensen, der er vagtchef i Østjyllands Politi.

Politiet fik de første meldinger om slangen i slutningen af sidste uge, men vil ikke komme yderligere ind på, hvad der er hændt indtil i dag.

Vagtchefen fortæller dog, at de ikke har haft held med at identificere slangen:

»I sidste uge fik vi et billede af én tredjedel af slangen, men billedet var i så dårlig kvalitet, så vi har ikke kunnet identificere den. Det kommer vi dog til, når den bliver fanget,« siger Peter Tholstrup-Jørgensen.

BT er i besiddelse af et opslag fra det sociale medie Jodel, hvor en bruger beskriver en situation onsdag aften med en løs slange i et lejlighedskompleks, der lokationsmæssigt svarer til det, som politikredsen beskriver. I det opslag beskrives slangen som 'en halvanden meter lang brun slange'.