Frygt for kidnapning af deres børn og hjemmerøverier får nogle af Danmarks rigeste familier til at hyre private livvagter og armere deres hjem. Men det er langtfra en billig fornøjelse. Faktisk kan det koste tocifrede millionbeløb årligt, når de rigeste familier sikrer sig, fortæller Sonny Schürer, som er senior vice president for vagtfirmaet AS Solution, der har specialiseret sig i personsikkerhed.

»Der findes nogle enkelte familier, der bruger mellem fem og ti millioner på det,« fortæller Schürer, der bekræfter – ligesom B.T. har beskrevet i flere artikler – at Danmarks velhavende familier i stor stil sætter fokus på sikkerhed.

Det er blandt andet frygt for, at der kan ske familiemedlemmerne noget, der får familierne til at gribe til lommerne.

Ifølge Sonny Schürer har AS Solution de seneste år oplevet en stor stigning i antallet af velhavende folk, der ønsker at sikre deres hjem med avancerede alarmer og videoovervågning.

»Og så er der nogle, der tager et skridt ekstra og måske får lavet noget overfaldstryk, og så er der den sidste gruppe - et par håndfulde familier - der har personlige vagter,« siger han.

Ifølge firmaet G4S er statsminister Lars Løkke Rasmussen samt den amerikanske ambassadør i Danmark de to personer, der har størst behov for sikkerhed i Danmark. Det oplyser G4S til B.T. Her ses Lars Løkke Rasmussen med sin livvagt.
Ifølge firmaet G4S er statsminister Lars Løkke Rasmussen samt den amerikanske ambassadør i Danmark de to personer, der har størst behov for sikkerhed i Danmark. Det oplyser G4S til B.T. Her ses Lars Løkke Rasmussen med sin livvagt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ifølge Sonny Schürer er det familier, der ligger helt i top på listen over Danmarks rigeste, der typisk gør brug af de omfattende sikkerhedsydelser med personlige vagter. Det hænger dels sammen med, at de typisk er mere udsatte for trusler grundet eksponeringen, dels med, at det koster store beløb at have personlige livvagter.

»Et livvagt-setup, der er på døgnet rundt, starter på 150.000 kroner om måneden og opefter,« forklarer Schürer og fortæller, at de fleste, der gør brug af livvagter, blot nøjes med én vagt døgnet rundt, mens få familier har teams på flere vagter.

Ud over de personlig vagter investerer velhavende familier i specielt sikrede rum i deres hjem samt andet sikkerhedsudstyr såsom armerede døre og vinduer, hvilket rigmanden Karsten Ree og FLSmidth-arvingen Christian Kjær har fortalt til B.T. Og det kan også løbe op:

»Det kan hurtigt løbe op i flere millioner. Det kommer an på, hvor stort hjemmet er, og hvor stor en del af huset, man vil sikre. Er det bare et enkelt rum, så er det ikke så dyrt, som hvis man vil sikre det hele. De fleste starter med nogle basale ting, som videoovervågning og alarmsystemer, og får opgraderet med sikrede døre og vinduer,« siger Schürer.

Familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego, er Danmarks rigeste familie. Flere sikkerhedsvagter peger over for B.T. på, at familien åbenlyst har et stort sikkerhedsopbud. Familiens holdingselskab, Kirkbi, oplyser til B.T., at Kirkbi har 'en mindre sikkerhedsfunktion med det formål at kunne varetage sikkerhed på flere forskellige niveauer'. På billedet ses Lego-overhoved Kjeld Kirk Kristiansen med sin kone, Camilla.
Familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego, er Danmarks rigeste familie. Flere sikkerhedsvagter peger over for B.T. på, at familien åbenlyst har et stort sikkerhedsopbud. Familiens holdingselskab, Kirkbi, oplyser til B.T., at Kirkbi har 'en mindre sikkerhedsfunktion med det formål at kunne varetage sikkerhed på flere forskellige niveauer'. På billedet ses Lego-overhoved Kjeld Kirk Kristiansen med sin kone, Camilla. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Som B.T. fortalte onsdag, bliver de personer, der skal beskyttes, påvirket af at være døgnbemandet af vagter. Kronprins Frederik er blandt andet kendt for ikke altid at være lige begejstret for sine livvagter, har hans tidligere livvagt Jesper Palm Lundorf fortalt.

Hos AS Solution tager man da også en del hensyn til, at det kan være hårdt for dem, der skal beskyttes.

»Sikkerhed skal være en hjælp i din hverdag. Det må ikke blive en begrænsende faktor. Hvis du f.eks. har en 30-årig milliardær med sit eget fly som kunde, så vil han ikke have at vide, at han ikke kan gøre det og det. Han vil bare høre, hvordan vi løser det problem, og hvordan vi kommer videre,« forklarer Sonny Schürer.