Var du vidne til episoden, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Fredag eftermiddag skulle en 53 meter høj silo rives ned ved hjælp af en sprængning i Vordingborg. Nedrivningen endte dog slet ikke som planlagt, da siloen efter sprængningen væltede den forkerte vej.

Planen var, at den skulle nedrives klokken 16.00, men det var først tre kvarter senere, at lyden af sirener og sprængstoffer rungede i Vordingborg.

BT har talt med Charlotte Adelbo, der ved et tilfælde kom forbi sprængningen af siloen.

Foto: RASMUSSEN PER/Scanpix 2018
Vis mere

»Vi står jo og venter i lang tid. Så kommer de der sirener, og sprængningen begynder. Det er som om, at siloen står og så vælter den forkert,« siger hun og fortsætter:

»Folk stod og sagde 'åh nej den vælter den forkerte vej'. Det første jeg tænkte var, at jeg håber ingen kommer til skade og ingen var i biblioteket, som siloen ramte.«

Siloen havde delvist ramt Kulturarkaden, der rummer bibliotek, musikskole og administration. Men heldigvis var bygningen evakueret. Ingen personer er kommet til skade.

Foto: Martin Cullum
Vis mere

«Sådan noget må ikke ske, men jeg glæder mig først og fremmest over, at ingen personer kom til skade,« lyder det fra Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S). Det skriver Ritzau.

Borgmester Mikael Smed stod blandt de mange mennesker, der var mødt frem for at overvære sprængningen fra en sikker afstand.

Umiddelbart kan er der kun tale om nogle kontorer i den ende ende af Vordingborgs Kulturarkade, som det er gået ud over.

«Nu skal der ryddes op for blandt andet støv og glasskår, og så skal det undersøges, hvor meget det er gået ud over bygningens stabilitet,« forklarer Mikael Smed, der endnu ikke kan sige, hvornår lokalerne kan tages i brug igen.

Skaderne vil blive betalt af entreprenørens forsikring.

Siloen skulle rives ned for at give plads til et større byggeri, der skal rumme hotel, boliger, kontorer, café og konferencefaciliteter.

Var du vidne til episoden, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.