Ved en fejl væltede en 53 meter høj betonsilo den forkerte vej, da den fredag skulle rives ned i Vordingborg. Det førte til, at den kollapsede lige ned i Jane Grønbech Poulsens kontor i et nærliggende bibliotek.
Det fortæller hun til TV ØST.
Jane Grønbech Poulsen, der arbejder som souschef hos Vordingborg Bibliotekerne, var selv til stede, da siloen skulle sprænges, og hun kunne derfor stå og se til, mens siloen væltede den forkerte vej og ramte hendes arbejdsplads, som nu er ødelagt.
»Jeg tænkte: 'Det er løgn'. Man kan ikke tro sine egne øjne. Man får et chok,« siger hun til TV ØST.
Heldigvis var biblioteksbygningen, der har lokale i Kulturarkaden, blevet tømt for mennesker, før sprængningen af siloen gik i gang, og inden kom derfor til skade.
Sprængningen af siloen skulle have fundet sted klokken 16 fredag, men gik først i gang tre kvarter senere omkring klokken 16.45.
Sprængningslederen Kenneth Wegge, der i mere end 10 år har været sprængningsleder i Sprængningstjenesten, som blandt andet har stået for sprængninger for Forsvaret og metrobyggeriet i København, forklarede fredag til TV 2, at det kom helt bag på ham, at det endte galt.
»Vi havde slet ikke forestillet os, at det ville gå så galt,« sagde han og fortalte, at man endnu ikke vidste, hvorfor siloen væltede den forkerte vej.
Til TV ØST forklarede han, at sprængningsholdet havde forberedt sig på opgaven i et halvt år og så sent som fredag var gået alle beregningerne igennem en sidste gang for at sikre, at alt ville gå som planlagt.
Siloen, der i 36 år har været en del af Vordingborg Sydhavn, skulle fjernes for at give plads til nye boliger, erhverv og et hotel.
Sprængningsfolkene brugte 10 kilo sprængstof til nedrivningen af den 53 meter høje silo.
