Har du fået den falske PostNord-mail, og er du kommet til at klikke på linket? Så hører BT meget gerne fra dig. Sms til 1929, send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os på Facebook.

Flere politikredse slår alarm, efter at en ny bølge af falske mail forsøger at lokke intetanende danskere i en fælde. Denne gang maskerer svindlere såkaldte phishing-mails ved at påstå, de henvender sig fra PostNord angående en uafhentet pakke.

'Phishing-mails i omløb, der påstår at være fra PostNord. Svindlerne vil kryptere data og afkræve løsesum. Slet blot med det samme,' skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

Mailen ser ved første øjekast ganske troværdig ud, men ved et nærmere eftersyn er der flere ting, som bør få alarmklokkerne til at ringe. Det gælder både det noget uhjælpelige sprog, den er skrevet i og truslen om, at du som bruger vil blive afkrævet kompensation, hvis du ikke afhenter pakken. Det gør PostNord ikke.

'Vi har modtaget din pakke CT668834311DK på 2016/11/28. Courier var ude af stand til at levere denne pakke til dig,' står der indledningsvis i mailen.

'Få og udskrive forsendelsesetiketten, og vise det på det lokale posthus for at få din pakke,' fortsætter svindlerne, hvorefter modtageren opfordres til at klikke på et link i mailen.

Men gør du det, vil svindlerne overtage din computer, kryptere dine data og afkræve dig penge for igen at få magten over det for mange så livsvigtige arbejdsredskab.

Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

Også Midt- og Vestsjællands Politi har advaret om svindlen på Twitter.

Tidligere har svindlere udgivet sig for at repræsentere både Nets, Skat og iTunes i deres forsøg på at narre danskere til at udlevere personfølsomme oplysninger. De berygtede Nigeria-mail, hvor danskere får at vide, at en rig slægtning er død og har efterladt sig en formue, er et andet eksempel herpå.