B.T. kunne torsdag fortælle, at salget af den innovative airbag-cykelhjelm fra Hövding er eksploderet det seneste år. Cykelhjelmen placeres som en krave rundt om halsen, og hvis du er ved at styrte på din cykel, forvandles den på et splitsekund til en stor oppustelig hjelm, der beskytter dit hoved.

Hjelmen udløses altså af den bevægelse, der sker i forbindelse med et styrt, men det har også en negativ effekt. En stor håndfuld nuværende og tidligere ejere af Hövding-cykelhjelme har nemlig kontaktet B.T. og fortalt om, hvordan deres hjelm har udløst sig i situationer, hvor de ikke var ved at styrte med cyklen.

En af dem er 30-årige Kasper Dam.

I dag slår han sine folder som iværksætter i den thailandske hovedstad, Bangkok, men skruer vi tiden halvanden år tilbage, boede Kasper Dam i København.

Som så mange andre københavnere var jernhesten det foretrukne transportmiddel, når han skulle bevæge sig fra møde til møde i den danske hovedstad. I den forbindelse købte han en Hövding-cykelhjelm til at beskytte sit hoved, men ved et møde med revisoren gik det galt:

»Vi sidder og diskuterer finanser, og da vi er færdige og rejser os, spørger han ind til cykelhjelmen. Jeg vil så vise ham den, men da jeg aktiverer hjelmen, springer den pludseligt. Der lyder et brag, og vi får begge et kæmpe chok,« fortæller 30-årige Kasper Dam.

Kasper Dams Hövding-cykelhjelm gik pludselig af ved et møde med hans revisor.
Kasper Dams Hövding-cykelhjelm gik pludselig af ved et møde med hans revisor. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og der står han så. Sammen med sin revisor og en Hövding-cykelhjelm, der er udløst og derfor er ubrugelig. Den virker kun én gang.

Kasper har ikke udsat hjelmen for en kraftig bevægelse, så han kontakter Hövding for at finde ud af, hvordan de griber situationen an:

»Jeg snakker med Hövding, og de siger, at jeg må have rystet den eller kastet med den, hvilket jo er løgn. Jeg tror, at det var en malfunktion i produktet,« siger han.

Kundeserviceoplevelsen var han ikke tilfreds med:

»Det var en dårlig kundeserviceoplevelse. Jeg synes bare, de var nogle idioter, fordi de ikke troede på, hvad jeg sagde, men jeg har ikke mistet troen på produktet.«

55-årige Lene Lewis har også oplevet, at airbaggen i Höwding-hjelmen pludselig gik af. Episoden skete for et par uger siden, da Lene skulle til at stige på cyklen:

»Jeg havde trukket over vejen, og så steg jeg over cyklen. Det sagde bare bang, og så var den pustet op,« fortæller Lene Lewis, der skyder skylden på et lille bump på vejen.

En anden cyklist bag Lene havde observeret episoden, og han stoppede op:

»Der kom en mand op, og han havde selv en Hövding-cykelhjelm, men han sagde, at han deaktiverede den, hver gang han kørte over en kantsten, fordi han har hørt, at de så hurtigt springer. Men så går ideen jo lidt af, ikke?« siger Lene.

I modsætning til Kasper havde Lene succes med en henvendelse til Hövding. Eller rettere sagt, så kontaktede hun den butik, hun havde købt cykelhjelmen i, og den sørgede for at kontakte Hövding. Kort tid efter fik hun en ny.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Hövding, men firmaet er ikke vendt tilbage.