Har du selv en Hövding-cykelhjelm, og har du oplevet, at den er gået af, selvom du ikke var ved at styrte på cykel? Så vil vi meget gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Du har med sikkerhed set den rundt om halsen på cyklist efter cyklist, hvis du altså selv begiver dig ud på de danske cykelstier. Hövding-cykelhjelmen, der fungerer som en slags airbag, er vores tids nye cykelhjelm.

Sådan ser Hövding-cykelhjelmen ud Vis mere

Eller i hvert fald er den på vej til at blive det. Salget er nemlig eksploderet.

»Det er helt vildt. Salget er fuldstændig eksploderet. Vi sælger måske Hövding-cykelhjelme for en halv million kroner om måneden,« siger Nicolai Bonnerup Seneberg, der arbejder hos cykelforretningen Pedalatleten.

Cykelhjelmen koster omkring 2.000 kroner, men det er også et 'men'. Cykelhjelmen fungerer nemlig på den måde, at den går 'af' ved kraftige bevægelser, der indikerer, at du er ved at styrte på din cykel. Derfor har Nicolai Bonnerup Seneberg også oplevet flere kunder, der er kommet ind i butikken og fortalt, at Airbaggen var sprunget, uden at personen cyklede.

Og når cykelhjelmen først er gået af, så kan den ikke bruges igen. Heldigvis dækker flere forsikringsselskaber dog cykelhjelmen via indboforsikringen, så du får en ny, når den er brugt.

Hövding-cykelhjelmen er blevet enormt populær i Danmark Vis mere

Pedalatleten har en butik i København, og her kommer der dagligt folk ind og spørger efter cykelhjelmen:

»Der kommer rigtig mange ind i butikken og vil prøve den, da de jo ikke rigtigt kender produktet. De vil se, hvad det går ud på,« siger Nicolai Bonnerup Seneberg.

I cykelforretningen er man dog opmærksomme på én besked, der er vigtig at give til kunderne:

»Man skal jo huske at aktivere cykelhjelmen. Der er en knap, man skal trykke på, og den skal kun være aktiveret, når man sidder på cyklen. Ellers risikerer man, at den går af,« siger Nicolai Bonnerup Seneberg.

Rådet for Sikker Trafik oplyser til B.T., at de ikke vil kommentere på Hövding-cykelhjelmen, men at de generelt ser positivt på, at flere og flere begynder at bære cykelhjelm.