En 14-årig dreng blev fredag eftermiddag påkørt bagfra i Horsens.

Påkørslen skete, da drengen kom cyklende på enten Allégade eller Østergade.

Der er usikkerhed om præcis, hvor påkørslen skete, fordi drengen pådrog sig en hjernerystelse og derfor ikke husker særlig meget.

Han husker eksempelvis heller ikke, hvornår ulykken skete - kun at det med sikkerhed var om eftermiddagen. Det skriver Horsens Folkeblad.

Drengen havde ikke cykelhjelm på, da han blev påkørt og slog sig derfor alvorligt.

Udover hjernerystelsen brækkede han også sit højre håndled.

Han blev hentet af sin mor og kørt på skadestuen.

Klokken 18.45 fredag aften blev episoden anmeldt til Østjyllands Politi.

Politiet efterforsker nu sagen.

I håb om at finde den bilist, der påkørte drengen og derefter forsvandt fra stedet, efterlyser Sydøstjyllands Politi nu vidner.

Så du drengen blive påkørt, eller har du oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres efterforskning? Så bedes du kontakte dem.

Du kan rette henvendelse til Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.