Per Zeidler blev under kommunalvalget i november sidste år ramt af en sex-skandale. Lokalpolitikeren blev afsløret i at have arrangeret adskillige sex-arrangementer - blandt andet købesex. Nu taler Per Zeidler ud om tiden.

I et nyt DR2-program fortæller Per Zeidler, at han ikke arrangerede det for at tjene penge, men af lyst.

»Med den udvikling, jeg har haft på det seksuelle område, kom jeg i kontakt med nogle mennesker, som gjorde det her, for jeg syntes, det var spændende og udfordrende. Og så viste det sig rent faktisk, at jeg var god til at skabe tillid mellem kvinderne, der deltog, og også de mandlige deltagere. For mange er det her jo stadig et tabu, men jeg kan også love dig for, at mange har det på deres to-do-liste,« siger Per Zeidler til DR.

I november 2017 blev lokalpolitikeren og byrådsmedlem i Syddjurs Per Zeidler afsløret af Århus Stiftstidende i at arrangere sex-orgier i et forsamlingshus, hvor deltagerne kunne købe sig til gruppesex.

Det kom også frem, at lokalpolitikeren bevidst var udeblevet fra et byrådsmøde, for at kunne deltage i et af sex-arrangementerne.

På grund af afsløringen tog Per Zeidler sygeorlov og forlod politik. Siden har han ikke optrådt offentligt.

Det tidligere byrådsmedlem lægger i interviewet også vægt på, at de kvinder, der har deltaget i sex-arrangementerne, ikke blev udnyttet eller presset til noget, de ikke ville. Ifølge Per Zeidler har de kvindelige deltagere både været studerende, lægesekretærer, lærere og sygeplejersker.

Sigtet for rufferi

Efter afsløringen sigtede Østjyllands Politi Per Zeidler for at have tjent penge på sex som mellemmand - bedre kendt som 'rufferi'. Der har dog endnu ikke været nogen afhøring eller nogen tiltale.

Per Zeidler nægter, at han har gjort noget ulovligt.

Grunden til, den tidligere lokalpolitiker nu har valgt at tale offentligt om afsløringen, er fordi, han mener, man bør sætte fokus på, at man skal gentænke, hvordan man ser samfundet og mænds liderligheder. Han mener, mange misforståelser vil kunne undgås, hvis man bliver bedre til at snakke sammen, mand og hustru.

Skilt og barnløs

Siden afsløringen har Per Zeidlers liv ændret sig drastisk.

Siden 12. november 2017 har han ikke haft en fast bopæl. Han har blandt andet boet i sin bil, i shelters, i lejede air-bnb boliger og hos venner.

I hans privatliv er der også sket nogle ændringer, eftersom han er blevet skilt fra sin kone samt mistet kontakten til sine to voksne sønner. En periode som han kalder 'meget svær.'

Til DR fortæller Per Zeidler, at hans venner, er den eneste grund til, han har fået det bedre og ikke har været 'på vej et andet sted hen'.

Per Zeidler fortryder ikke at have arrangeret private gang-bangs, men at hans hustru samt to børn har 'skulle slæbes igennem mediemøllen'.