Det er i disse dage et år siden, byrådsmedlemmet Per Zeidler fra Syddjurs kom i søgelyset, da Århus Stiftstidende afslørede, at han arrangerede gangbang-sexfester. Men han er stadig ikke tiltalt i sagen, oplyser politiet.

Det var ved et forsamlingshus syd for Aarhus, at to journalister fra Århus Stiftstidende konfronterede lokalpolitikeren og spurgte, hvad han egentlig havde gang i.

I den forbindelse blev det også afsløret, at han havde været fraværende fra et byrådsmøde for at deltage i et af arrangementerne.

Senere tog Per Zeidler orlov, blev fjernet fra sin udvalgsformandspost og endte med helt at forlade byrådet.

Selv om han egentlig var ude af politik, måtte han alligevel se sig selv genopstille ved valget i november sidste år, fordi det for længst var for sent at ændre på kandidatlisten.

Nu - et år senere - er sagen efterforsket til bunds hos Østjyllands Politi.

55-årige Per Zeidler og en anden mand, der også er 55 år, er fortsat sigtet for rufferi , da de som mellemmænd har tjent penge på sex. Men ingen af dem er endnu blevet tiltalt, bekræfter politiet nu over for B.T.

»Sagen ligger nu til juridisk vurdering. Før den juridiske vurdering ligger klar, ønsker vi ikke at udtale os yderligere om sagen,« siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen.

Selv tog Per Zeidler bladet fra munden i flere interviews med den lokale Adresseavisen Syddjurs, ligesom han medvirkede i DR2s temalørdag 'Når pikken bestemmer' i april.

Her understregede han, at ingen kvinder er blevet udnyttet eller presset til noget, de ikke selv ville.

»Alt har været frivilligt på alle tænkelige måder, og alt er blevet fulgt op med sikkerhed i forhold til de enkelte kvinders deltagelse,« sagde han i programmet, hvor han også gav udtryk for, at han ikke fortryder noget.

Dog tilføjede han:

»Jeg angrer virkelig meget, at min hustru og mine børn har skulle slæbes igennem mediemøllen,« siger han til DR P4 Østjylland.

Per Zeidler blev efter afsløringerne skilt, ligesom han mistede kontakten til sine to voksne sønner.

Han bor dog stadig i Syddjurs og fik 15 stemmer ved valget i 2017, men valgte ikke at genindtræde i byrådet.