Knap hver anden dansker sover dårligt, og det skyldes i høj grad de 'nye venner', vi har inviteret med ind i soveværelset.

Danskerne sover dårligt - og søvnkvaliteten er på blot fire år forværret markant. Således har hver anden vendt og drejet sig i løbet af de seneste 14 dage i et forgæves forsøg på at føle sig udhvilet. Det viser nye tal fra i den store befolkningsundersøgelse ‘Den nationale Sundhedsprofil 2017’, hvor 46 pct. angiver, at de er generet af søvnproblemer.

14 pct. af danskerne angiver endda, at de har været meget generet af søvnproblemer. For blot fire år siden var det kun 11 pct., der var meget generet, mens det i 2010 var 10 pct. Og spørger du en af landets førende søvnforskere, Mikael Rasmussen, stopper det ikke her.

»Der er ingen tvivl om, at tallene vil fortsætte med at stige. Og det skal vi tage meget seriøst,« siger han.

Den manglende eller dårlige søvn har nemlig konsekvenser på både den korte og den lange bane. Immunforsvaret svækkes, og risikoen for stress, diabetes og hjerte-kar-sygdomme øges. Samtidig kender de fleste til, hvordan træthed kan gøre det sværere at koncentrere sig, holde humøret oppe, dyrke sport og spise sundt.

Søvnproblemer begyndte for alvor at slå igennem i begyndelsen af 00’erne, og er steget i takt med den digitale udvikling, hvor vi hele tiden bombarderes med indtryk og hele tiden skal stå til rådighed, forklarer søvneksperten.

»De fleste af os tjekker mail eller ser Netflix inden sengetid, men det betyder, at nervesystemet ikke er klar til at sove,« siger Mikael Rasmussen.

Når man dykker mere ned i tallene, er mobilen sammen med computer, tv og tablets de største skurke. Som en del af den store nationale befolkningsundersøgelse har Region Syddanmark spurgt borgerne nærmere om, hvorfor 13,5 pct. i den region ikke får søvn nok til at føle sig udhvilet. Hos tre ud af fire mænd er det især gaming, netflix og andet digital underholdning, der stjæler timer fra nattesøvnen. Hos kvinderne fylder tanker og bekymringer også en forholdsvis stor del, men også her er det vores digitale venner, der er de største skurke.

Eller den ukritiske brug af mobilen, som Imran Rashid, speciallæge i Almen Medicin og forfatter til bogen 'Sluk - kunsten at overleve i en digital verden' kalder den tendens, han har set invadere os fra udlandet.

»Det er det, vi begynder at se i Danmark nu, og jeg frygter, at det kun bliver værre. Derfor er det vigtigt, at vi får sat fokus på det, jeg kalder sund digitalisering, som f.eks. at slukke sin mobil, når man er sammen med andre mennesker, eller ikke tage sin telefon med i seng,« siger han.

Og den holdning går igen hos søvneksperten.

»Vi skal alle sammen blive bedre til at slukke skærmen en halv til en hel time inden sengetid og i stedet  tage et bad, læse en bog, lave en to do liste, lytte til musik eller tale med sin partner. Det er en misforståelse, at vi tror, vi kan styre vores søvn med vores vilje - man skal være klar til at sove,« siger Mikael Rasmussen.

Antallet af timer under dynen ser også ud til at være afgørende. I Region Sjælland har man spurgt særligt om sjællændernes søvnlængde og kvalitet. Her svarer hver tiende, at de sover under seks timer om natten.

»Og 50 pct. af dem, der kun sover seks timer hver nat, angiver samtidig at de sover dårligt, så det tyder på, at de to ting hænger sammen,« siger specialkonsulent i Region Sjælland Bodil Helbech Hansen.

Derudover kan man se, at kort søvn og dårlig søvnkvalitet i højere grad optræder blandt sjællændere med højt stressniveau, ensomme og borgere som generelt er utilfredse med livet. Bodil Helbech Hansen understreger dog, at det kun er deskriptive tal og det kræver yderligere studier, før man kan konkludere, at der er en direkte om der er tale om årsagssammenhænge.

Derudover kan man se, at kort søvn og dårlig søvnkvalitet i højere grad optræder blandt sjællændere med højt stressniveau, ensomme og borgere som generelt er utilfredse med livet. Bodil Helbech Hansen understreger dog, at det kun er deskriptive tal, og det kræver yderligere studier, før man kan konkludere, om der er tale om årsagssammenhænge.

Imran Rashid er dog ikke i tvivl om, at det er på høje tid at reagere.

»Vi skal have en debat om, hvordan vi gør noget ved problemet, så vi ikke får en generation af unge mennesker, der ikke kan finde ud af at sove og passe på sig selv. Vi ender med, at det er teknologien, der bruger os, og ikke os, der bruger den,« siger han.