Lyt til artiklen

'I skulle skamme jer!' 'Pinligt Nordea!' 'I er finansielle terrorister.' 'Landsforrædere.'

Nordeas kunder raser på de sociale medier efter, at både DR og Politiken søndag kunne afsløre, at Danmarks næststørste bank hellere end gerne hjælper velhavende kunder med at oprette selskaber i skattely.

Ja, faktisk har kun fem banker på verdensplan gjort mere brug af advokatfirmaet Mossack Fonseca end Nordea. I dag administrerer banken mindst 91 selskaber for sine kunder hos det Panama-baserede advokatfirma, der har gjort sig til eksperter i at gemme rige bankkunders penge bort i skattely.

Det viser nogle af de 11,5 millioner dokumenter, som er blevet lækket fra Mossack Fonseca, og som afslører skattefusk for milliarder og atter milliarder af kroner over hele verden.

Skam jer!

Siden afsløringen er Nordeas Facebook-side blevet bombarderet med henvendelser fra vrede kunder. Her er blot et lille udpluk af de mange kommentarer fra rasende kunder:

'I er finansielle terrorister. I underminerer Danmark indefra og misbruger den tillid, som danskerne har vist jer,' skriver en bruger, som kalder Nordea for 'landsforrædere'.

'Nej, hvor er Nordea nogle fupmagere, håber godt nok, I bliver meldt til politiet og får en bøde/straf, der kan mærkes. I skulle skamme jer!, lyder det fra en anden bruger.

'Pinligt Nordea! Er flov over at være kunde hos jer, når I aktivt medvirker til skatteunddragelse. Desværre skifter jeg ikke bank, da de andre banker er ligeså moralsk korrumperede som jer, de er bare ikke blevet opdaget endnu. Til gengæld vil jeg ikke røre jeres aktie nu,' skriver endnu en utilfreds kunde.

Andre er dog klar til at forlade Nordea efter afsløringerne.

'Hvis det virkelig er sandt, at Nordea er i førergruppen blandt banker verden over, som opretter anonyme selskaber for deres velhavende kunder, som vil undgå at betale skat, så kan jeg love for, at jeg ganske omgående skifter til en anden bank!! Kan I afkræfte rygtet eller i værste tilfælde anbefale mig en anden og mere seriøs bank?,' skriver en kunde.

Hvordan får jeg en 'Panama-konto'?

Andre har valgt at gøre tykt grin med Nordea:

'Hvad er minimum for, hvor stor en formue jeg skal have for at få mig sådan en 'Panama-konto' hos jer?'

'Hej Nordea. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og har et beskedent overskud i mine selskaber. Kunne I ikke hjælpe med at åbne en Panama konto, så jeg kan slippe for at betale skat? Jeg har set, at det er I gode til. Ser frem til at høre fra jer.'

Mange kunder beder Nordea om en forklaring på deres rolle i skattely-skandalen, men de bliver mødt af larmende tavshed. Overfor DR afviser Nordeas chef for Private Banking, Thorben Sander, at banken hjælper sine kunder med at undgå at betale skat.

»Vi hjælper ikke vores kunder med at undgå skat. Vi kan ikke acceptere, at vores bank bliver brugt som platform for skattesnyd. Vi hjælper vores kunder med at betale den skat, som de skal betale,« siger han til DR Nyheder.

Ikke desto mindre har Nordeas Bank i Luxembourg ifølge de lækkede dokumenter skaffet mindst 369 anonyme selskaber til sine kunder, siden Mossack Fonseca blev stiftet i 1977. Kun 10 banker har på verdensplan haft et tættere samarbejde med det Panama-baserede advokatfirma.

Boykot dem!

SF's finansordfører Jonas Dahl opfordrer danskerne til at boykotte Nordea og Jyske Bank, som ifølge lækken også har gjort brug af skattely-eksperterne hos Mossack Fonseca, hvis det viser sig, at der er hold i beskyldningerne.

Flere andre danske politikere reagerer også skarpt ovenpå afsløringen af Nordeas rolle i sagen.