Den 55-årige eks-milliardær Erik Damgaard kalder sin gamle ven Mark Szigethy for en løgner, når han påstår, at Erik Damgaard havde noget at gøre med et firma, der er afsløret i Panama-dokumenterne.
Onsdag kunne Børsen afsløre, at også Erik Damgaard og Mark Szigethy, der er onkel til realitystjernen Amalie Szigethy, også er at finde i de såkaldt Panama-dokumenter.
Firmaet Templeview International, der oprindeligt var ejet af Mark Szigethy, skulle Erik Damgaard angiveligt have haft del i, og samme firma opkøbte aktier i andre selskaber, der havde Erik Damgaard i bestyrelsen.
Erik Damgaard afviser dog i torsdagens udgave af Børsen, at han aldrig har haft noget at gøre med Templeview International eller andre af Marks Szigethys ’mærkelige ting’.
»Han var en giftig, giftig mand, jeg skulle have holdt mig langt væk fra. Det er det eneste, jeg kan sige,« siger Erik Damgaard til Børsen.
Firmaet Templeview International blev oprettet af advokatfirmaet Mossack Fonseca, der opretter firmaer i skattely i Panama. 11,5 millioner dokumenter er blevet lækket om Mossack Fonseca, og de afslører, hvem der har firmaer i skattely i landet - heriblandt Erik Damgaard og Mark Szigethy samt flere danskere.
Ifølge Mark Szigethy var Templeview International udelukkende hans firma, men afviser onsdag til Børsen ikke, at Erik Damgaard kan have haft andel i firmaet, efter at have lånt Mark Szigethy 30 millioner kroner.
»Det kan da godt være, Erik har fået pant i Templeview som sikkerhed for sit lån, men han har ikke ejet det,« sagde Mark Szigethy i Børsen onsdag.
Templeview International opkøbte aktier i selskaberne Greentech Energy Systems og Netbooster Holding, der begge har Erik Damgaard i bestyrelsen. Han frygter nu, at Mark Szigethy har gennemført insiderhandel i Erik Damgaards firmaer, men afviser selv at have gjort det.
I torsdagens artikel har Børsen konfronteret Mark Szigethy med Erik Damgaards anklager, men han fortæller til avisen, at han ikke ønsker at angribe Erik Damgaard.
