Det er med vemod, at Zobel-familien har måttet skille sig af med det smukke Bækkeskov Gods efter erhvervsmanden Peter Zobels død. Til gengæld glæder familien sig over prisen samt stedets nye ejer, fortæller Henriette Zobel.

Mere end 131 millioner kroner måtte udlandsdanskeren, den sønderjyskfødte milliardær Hans Michael Jebsen, nemlig slippe for det sydsjællandske gods, som han erhvervede sig tidligere på året.

Det viser den nylige tinglysning af skødet, hvor købesummen lyder på 131.160.000 kroner. Dermed har Peter Zobels arvinger, herunder hans fem børn, ikke bare fået dækket den gæld på omkring 100 millioner, som han havde i godset – men også fået et ganske pænt overskud.

Peter Zobels ekskone, Henriette Zobel, som han havde et nært forhold til frem til sin død, ærgrer sig over, at familien har måttet skille sig af med godset, som betød så meget for Peter Zobel. Men der var ingen af arvingerne – herunder hendes to sønner – der havde mulighed for at overtage det.

»Nej, det var ikke en mulighed. Og jeg er utrolig glad for, at det er hr. Jebsen, der har købt det,« siger Henriette Zobel, der også tilføjer, at prisen er ganske fornuftig.

B.T. kunne allerede i maj afsløre, at det var Hans Michael Jebsen, der har købt godset til sin søn Michael Immanuel Jebsen.

Peter Zobel på Bækkeskov gods.
Peter Zobel på Bækkeskov gods. Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere

Hans Michael Jebsen er fjerde generation i den verdensomspændende handelsvirksomhed Jebsen & Co., der har base i Hongkong, og hvor han også bor med sin familie. Hans Michael Jebsen har dog fortsat tætte forbindelser til Danmark. Hans børn har gået på kostskolen Herlufsholm, og han selv er kendt for at være nær ven af prins Joachim og kronprinsparret.

Zobel-familien har også ved flere lejligheder mødt den stenrige dansker:

»Vi har selvfølgelig mødt ham og kender til ham, og han er en super behagelig og sympatisk person. Og han har super god smag og har også penge til at vedligeholde det,« siger Henriette Zobel, der selv var med til at indrette og ombygge Bækkeskov Gods, da Peter Zobel købte det.

»Bækkeskov Gods er måske et af de smukkeste steder i landet. Da jeg så godset for første gang i 1990’erne, var jeg bare solgt,« siger hun.

Peter Zobel gav selv 50 millioner kroner, men belånte det efterfølgende, så der var lån for omkring 100 millioner kroner i godset.

Forfatter og tidligere journalist Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om danske erhvervsfamilier, deres formuer og deres godser, kan godt forstå, at Hans Michael Jebsen har købt netop Bækkeskov Gods til sin søn.

»Det ligger jo perfekt, og hvis han for eksempel har tanker om, at sønnen skal have forbindelse til kongehuset, så er det ikke dårligt med en jagtejendom i det område,« siger Søren Jakobsen, der også mener, at prisen virker til at være ganske god.

Ud over Bækkeskov Gods ejer Jebsen-familien blandt andet Oreby Slot på Lolland samt godserne Nedergaard og Charlottenlund. Desuden har Hans Michael Jebsen netop købt det sydvestfynske gods Damsbo til sin datter Clara Ludmilla Jebsen.