1. juni fik Damsbo Gods, der mellem 1976 til 1993 var beboet af Piet Hein, en ny ejer. Der er tale om den kun 20-årige Clara Ludmilla Jebsen, der til daglig bor i England.

Hun er datter af milliardæren Hans Michael Jebsen, der blandt andet er kendt for at købe historiske ejendomme. Henrik Uldall Borch, der er Damsbo Gods' administrerende direktør og arbejder for Hans Michael Jebsen, fortæller til Fyens.dk, hvad der ligger til grund for købet.

»Det er, fordi ejerne vil sælge. Hun (Clara Ludmilla Jebsen, red.) er ikke ret gammel. I virkeligheden ville vi helst have ventet, så hun var lidt ældre. Men det var nu, de gerne ville sælge ejendommen. Derfor blev vi nødt til at slå til nu, fordi vi køber, når der er 'sælges-agtigt'. Det har sidst været handlet for 40 år siden. Så hvis vi skulle vente 40 år mere, så var hun blevet gammel,« siger Borch.

Henrik Uldall Borch ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange penge Jebsen-familien har måttet spendere for at fingrene i godset. Han kan dog oplyse, at godset bliver drevet som hidtil - altså som et traditionelt landbrug, skovbrug og til jagt.

Den nye ejer kommer til at bruge godset som sin bolig, når hun er i landet - oftest kun på ferie. Men Hans Michael Jebsens håb er, at det kan give datteren et bedre tilhørsforhold til Danmark samt ansvarsfølelse.

Selv bor Hans Michael Jebsen i Hong Kong, hvor familiens milliardvirksomhed Jebsen & Co. har hovedsæde. Han overtog familiefirmaet i 1979 efter sin fars død. Henrik Uldall Borch forklarer, at Jebsen også gav sin datters to ældre søskende en ejendom, da de var unge.

Det var Anders Bille, der opførte Damsbo Gods i 1656 på det sydlige Fyn, og indtil 1935 var godset ejet af Bille Brahe-slægten. Herefter har godset været privatejet.