Prins Joachim har de seneste år distanceret sig mere og mere fra sin fortid som landmand og sine tidligere besiddelser i Sønderjylland. Men han mangler at melde ud, hvad hans fremtidige rolle skal være, mener kongehuseksperter.

Først skilte han sig af med det arvede, sønderjyske slot Schackenborg, som han fik i gave som kun ni-årig. Så solgte han landejendommen Sødamgaard ved Tønder. Og senest har han skilt sig af med en større del af sine aktier i det private selskab De 5 Gaarde A/S, som er et samarbejde mellem Schackenborg og fire andre godser, og som han ejer i fællesskab med  tøj-milliardæren Anders Holch Povlsen og lensgreve Bent Wedell.

Siden prins Joachim og prinsesse Marie 2014 valgte at skifte bopælen på Schackenborg ud med en herskabelig villa i Klampenborg nord for København, har prins Joachim skåret mere og mere ned på sine sønderjyske forretninger.

Ifølge kongehuseksperter er den udvikling helt naturlig. Men det vækker undren, at prins Joachim skiller sig af med aktieandelen netop nu, da han endnu ikke har meldt ud, hvad han fremover vil profilere sig på:

»Det er mærkeligt er, at han reducerer en erhvervsmæssig forbindelse i en tid, hvor kronprinsparret har fuld damp på og overtager flere og flere af dronningens forpligtelser. Og der er jo ikke rigtig plads til prins Joachim der, så hvad er det i grund, at han vil med sit liv, det må man spørge om,« siger forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om kongefamilien.

Også kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen undrer sig, og ifølge historikeren er det vigtigt, at prins Joachim snart melder ud, hvad han vil. Prins Joachim tiltrådte i 2015 en ny deltidsstilling som særlig sagkyndig i forsvaret, men det er ifølge hverken Søren Jakobsen eller Sebastian Olden-Jørgensen nok.

»Alle kongehusets medlemmer skal på en eller anden måde gøre et eller andet, der bliver værdsat af offentligheden. Og det der med at være kongehusets tilstedeværelse i Sønderjylland og ved landbruget, det var en klar funktion. Det kunne enhver se meningen i,« siger Olden-Jørgensen og peger på, at ’det er ganske afgørende’ for de kongeliges popularitet, at de har en specifik funktion.

»Han skal have en eller anden identitet eller profil i kongehuset. Hvis der ikke kommer noget, så kan det måske blive til et problem,« siger han.

Kan man forestille sig, at han tog et helt almindeligt job?

»Han kunne jo godt få et proforma rigtigt job. Som kongelig kan man jo godt få et job som ’goodwill’ ambassadør. Men de er jo lige som andre popidoler og livsstilskunstnere. De skal skabe deres egne roller,« lyder vurderingen fra Olden-Jørgensen, der mener, at forsvaret og erhvervslivet er de mest oplagte muligheder for den både landbrugs- og militæruddannede prins, der også har erfaring fra erhvervslivet, idet han tidligere har arbejdet for A.P. Møller Mærsk Gruppen.

Kongehuset vil ikke oplyse, hvad prins Joachim har af planer for resten af sine aktier i De 5 Gaarde:

'Som en konsekvens af salget af Schackenborg Slot med omliggende jorde til Schackenborgfonden, har Prins Joachim afhændet en del af sin aktiebeholding til netop Fonden. Her ud over har vi ingen bemærkninger,' skriver Kongehuset i en skriftlig kommentar til BT.