I videoen øverst kan du få et overblik over striden, der kan lægge store dele af den offentlige sektor midlertidigt ned.

Venstre står til vælgerlussing - en konflikt kan gøre det endnu værre, viser nye målinger. Vælgerne lægger maksimalt pres på Sophie Løhde i OK-drama

Der er lagt op til et sandt drama, når innovationsminister og chefforhandler for staten Sophie Løhde (V), Anders Bondo Christensen, Michael Ziegler og de andre topforhandlere fra staten, regionerne, kommunerne og fagbevægelsen fredag /i dag tropper op hos forligsmand Mette Christensen til den definitivt sidste forhandlingsrunde. Presset er enormt, for når de ikke til enighed om overenskomsterne for de offentlig ansatte, vil Danmark blive lammet af en historisk storkonflikt.

Presset hviler særlig tungt på Sophie Løhdes og regeringens skuldre. I hvert fald hvis man spørger vælgerne. En klar overvægt på 41 procent af vælgerkorpset mener nemlig, at arbejdsgiverne i staten, regioner og kommunerne bærer det største ansvar, hvis forhandlingerne bryder sammen, mens blot 13 procent lægger ansvaret på de faglige organisationer.

Samtidig siger fire ud af 10 danske vælgere, at de vil være mindre tilbøjelige til at stemme på regeringspartiet Venstre ved næste folketingsvalg, som skal afholdes senest i juni 2019, hvis det ender i en storkonflikt. Det gælder også 12 procent af Venstres nuværende vælgere. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for BT.

I en situation, hvor Venstres vælgeropbakning ifølge YouGovs valgbarometer er gået tilbage fra 18,1 til 16,7 procent de seneste 14 dage, sætter det Sophie Løhde og regeringen i alt andet end en ønskeposition i slutspillet i OK-forhandlingerne, lyder analysen fra arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

»Det er kritisk for hende og Venstre. Tallene siger jo meget klart, at Venstre vil blive straffet for en konflikt. Det her kan få taburetterne til at vælte under Løkke-regeringen,« siger han og tilføjer, at lønmodtagerne under den nuværende højkonjunktur har høje forventninger til løn- og arbejdsvilkår oven på nogle magre år efter finanskrisen.

Forventningspresset fra de offentligt ansatte vil ifølge Henning Jørgensen gøre det tæt på umuligt for Løkke-regeringen at formulere et regeringsindgreb, der stiller vælgerne tilfredse, hvis konflikten bryder ud.

Politisk kommentator på Børsen Helle Ib er enig.

»Der kan ikke komme noget som helst godt ud af det for regeringen, hvis Danmark bliver kastet ud i en storkonflikt. Nogle har spekuleret i, at det også vil gå ud over Mette Frederiksen og Socialdemokratiet (hvis S lægger stemmer til et politisk indgreb, red.), men den kalkule gør regeringen på ingen måde klogt i lægge sig op ad,« siger hun og uddyber:

»Med så kort tid til et folketingsvalg er det ikke en option for regeringen af lægge sig ud med ikke bare et meget stort antal offentligt ansatte, men også mange af brugerne af den offentlige sektor. Det er simpelthen ikke en dagsorden, regeringen har råd til at tabe med så kort tid til et valg.«

Derfor er det ifølge Helle Ib helt afgørende for regeringen at undgå en konflikt, og fagbevægelsens forhandlere står med de nye målinger i ryggen nu i en styrket forhandlingsposition forud for det nervepirrende slutspil i Forligsinstitutuionen, påpeger hun:

»Hvis regeringen vil have en chance for at vinde næste valg - hvilket i forvejen ser lidt sløjt ud - skal den ikke skubbe mere til den her vogn. Målingerne viser jo med al tydelighed, at lønmodtagersiden har befolkningens opbakning og sympati. Regeringen må være meget fristet til at købe sig til en form for ro, for de her tal vidner om, at en konflikt kan blive alvorlig for Venstre.«

Hvis der var valg i dag, ville S-formand Mette Frederiksen indtage Statsministeriet med 90 røde mandater i ryggen mod blå bloks 85 mandater.

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) håber, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne forhandler sig frem til en aftale, så en storkonflikt undgås.
Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) håber, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne forhandler sig frem til en aftale, så en storkonflikt undgås. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

V-ordfører: - Jeg håber, at vi undgår en konflikt

Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for et regeringsbærende statsministerparti som Venstre blot at kunne mønstre en vælgeropbakning på 16,7 procent  Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

»Selvfølgelig synes jeg, at der burde være flere mennesker, der stemte på Venstre, og at meningsmålingerne så mere positive ud for os. Når det er sagt, er det dog kun en måling, og livet går videre. Det er ikke et valgresultat, men bare en måling,« siger han.

Jakob Ellemann-Jensen ønsker ikke at udtale sig om, hvordan presset fra vælgerne påvirker statens chefforhandler, innovationsminister Sophie Løhdes, forhandlingsposition i det neglebidende slutspil i Forligsinstitutionen.

»Uanset hvad jeg siger, vil det kunne udlægges som om, at jeg blander mig i overenskomstforhandlingerne. Det har jeg ikke lyst til, selv om det er populært blandt en del politikere. Det er der ikke nogen anstændige politikere, der gør, og det har jeg ingen respekt for. Nu skal arbejdstagere og arbejdsgiverne have ro til at tale sig til rette. Det håber jeg, de får gjort,« siger han og tilføjer:

»Jeg håber, at vi undgår en konflikt, og at parterne finder en løsning, som begge er tilfredse med. Det, synes jeg, burde været muligt.«