Journalisten Jeppe Nybroe er historien om, hvordan man kan falde og rejse sig igen - og igen. Han gik fra at være et af DRs mest profilerede ansigter udadtil til at være i totalt 'bad standing' i mediebranchen på grund af et enkelt tv-indslag, der kostede ham troværdigheden. Og for to år siden kom han så i vælten endnu en gang.

I weekenden fik journalist og nyhedsvært på Radio 24syv Jeppe Nybroe en form for genoprejsning, efter der har været sået tvivl om hans bog 'Kidnappet - I islamisternes fangehul', som han udgav for et år siden.

En central aktør, Rami Aysha, som var med under Jeppe Nybroes kidnapning i Libanon for to år siden, har været meget kritisk over for bogens troværdighed, og det samme var tidligere Deadline-vært Adam Holm i en anmeldelse af bogen.

Men nu er det kommet frem i et interview med den franske udgave af magasinet Vanity Fair, at Rami Aysha for tredje gang har skiftet forklaring om deres ophold hos islamistiske gidseltagere, og Jeppe Nybroe har igen job på et anerkendt medie, så måske er han for tredje gang ved at rejse sig i sin omtumlede karriere.

Storhedstiden - DRs mest profilerede vært
Det var Jeppe Nybroes stemme, man hørte på telefonsvareren, når man ringede til Danmarks Radio. Altså før 2007.

Det blev et skæbnesvangert år for DR's dengang mest profilerede tv-vært. Han var både valggeneral, når der skulle dækkes folketingsvalg, afviklede den allersidste TV Avis i tv-byen i Søborg, og bød velkommen til den første TV Avis i DR-byen på Amager.

Men 29. juli 2007 gik det helt galt for DRs guldæg. I et indslag rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak, hvor de danske styrker var ved at trække sig ud af landet. Men selvom det var helt korrekt, at de danske tropper var på vej ud, kørte Jeppe Nybroe siddende på ladet af et militærkøretøj ind i Irak, mens han fortalte, at de kørte ud af landet.

For ham et helt almideligt reportagetrick, men TV2 afslørede episoden, og det kom også frem, at han havde lagt lyd ind fra samme eksplosion tre gange i et radioindslag. Det førte til, at Nybroe fratrådte sin stilling i DR.

»Jeg er meget ked af hele situationen. Jeg håber og beder af samme grund, at pressen vil lade mig være i fred i denne tid. Jeg forstår og takker for de af mine kollegaer, der spørger til mine kommentarer og reaktioner – men jeg har ikke mere at sige på nuværende tidspunkt.«

I den periode blev både private tragedier om hans kæreste, der slog op med ham, og hele fadæsen i DR udrullet i ugeblandene, men Nybroe forblev tavs. Et par år efter udtalte han sig endelig om fratrædelsen i et tårepressende interview i Politiken, hvor han blandt andet sagde.

»Jeg græd så meget, at jeg kastede op«.

Så var den gal igen
Siden blev han tilbudt job som redigerende på det hedengangne Nyhedsavisen af selvsamme Simon Andersen, som havde været med til at afsløre fejlene i indslagene fra DR. I årene efter kom han aldrig helt op på fordums tinder, men han var både forbi et værtsjob på TV2 Øst og BTs web tv.

Og i 2012 var den så gal igen. Den tidligere tv-værts hjerte har altid banket for mellemøsten, hvor han også har rejst ud som korrespondent for DR i flere omgange. Det var derfor med stor glæde, at han fik tilbudt job som nyhedsdirektør i Benghazi i Libyen efter oprøret mod Gaddafi.

Men den tidligere DR-profil kom op at skændes med tv-stationens direktør Saleh Magdub, da Nybroe havde fået opfattelsen af, at stationens valgdækning skulle være fri og uafhængig. Men direktøren begyndte ifølge Nybroe at blande sig direkte i valgdækningen, og det gjorde den danske nyhedsdirektør opmærksom på. Det kom frem, at Saleh Magdub var en del af Det Muslimske Broderskab, og at han fremmede deres dagsorden.

På grund af protesterne kunne Jeppe Nybroe ikke få udbetalt sin løn, men det blev langt værre, da et drama udspillede sig under et møde på en café med tv-stationen, hvor han blot troede, han skulle have udbetalt sin løn.

»Pludselig tager de to store mænd fat om håndleddene på mig og vrider dem om,« fortalte Jeppe Nybroe til Journalisten.

To mænd havde under mødet pludseligt rejst sig op, så stolene væltede og tog Nybroes to mobiltelefoner og iPad fra ham. De tvang ham til at stå op og havde fat i armene på ham. Flere gæster på caféen, hvor de holdt mødet, kom ham dog til undsætning, og da nogle af dem var bevæbnede FN-sikkerhedsfolk, fik de befriet den danske journalist og vristet hans ting tilbage fra overfaldsmændenes greb.

Men sagen ebbede ud bagefter.

»Jeg fik hjælp fra højeste sted til at finde en advokat i Benghazi. Det viste sig umuligt. Ingen ønskede måske at skulle konfrontere Det Muslimske Broderskab, lød de svar jeg fik.«

Så blev han taget som gidsel
Men her slutter historien om den tidligere så profilerede DR-vært ikke. For i 2014 tilbragte Jeppe Nybroe 28 dage som gidsel i et fangehul i Libanon tæt ved den syriske grænse. Her var han taget på reportagetur, da han og vennen Rami Aysha blev kidnappet af islamister ifølge Jeppe Nybroe.

Da de to blev sluppet fri, fik den danske journalist at vide af den libanesiske efterretningstjeneste, at Rami Aysha muligvis havde været en del af hele setuppet omkring kidnapningen.

Og da Nybroe året efter udgav bogen om kidnapningen, udspillede sig der endnu en mediestorm, da både Rami Aysha og Adam Holm såede tvivl om bogens troværdighed. Nybroe blev igen beskyldt for at overdramatisere og pynte på sandheden.

Blandt andet blev det påpeget af Adam Holm i en særdeles kritisk anmeldelse i Weekendavisen, at det ikke kunne passe, at Nybroe var både solbrændt og havde rene negle på bogens forside, når han havde været i et fangehul i 28 dage.

»Intet at komme efter«
Men han afviste pure, at der var noget at komme efter.

»Min familie bad gennem de professionelle forhandlere om et proof of life-foto – så nej, det var bestemt ikke på mit initiativ. Det er også forkert, at jeg selv skulle have krævet et bad, ligesom det er forkert, at jeg selv skulle have foreslået, hvordan kidnapperne tog billedet,« skrev han i et mailsvar til Journalisten.

I dag er Jeppe Nybroe igen oprejst og hjemme i Danmark. Han arbejder på Radio 24syv i sin gamle profession som nyhedsoplæser igen med Simon Andersen som chef.

Rami Aysha er nu under samme beskydning for at være utroværdig, som Jeppe Nybroe har været udsat for gang på gang, efter sit interview med Vanity Fair. Rejsekammeraten har tidligere sagt, at det ikke var islamister, der kidnappede de to i 2014, men siger nu, at det var folk fra Islamisk Stat.

Og det er Jeppe Nybroe overrasket over.

»Jeg er chokeret. Det er tredje gang, han ændrer forklaring. Det lader til, at han pynter på sine historier og de ting, der er sket, afhængig af, hvilken historie han tænker er smartest for sig selv. Og hvis de ting, han siger, var sket, så havde de stået i min bog. Det står klart for mig, at det kan være vanskeligt at stole på, hvad Rami siger,« lyder det fra Jeppe Nybroe.