Jeppe Nybroes storebror, Jacob Nybroe, kommenterer nu historierne om, hvor stor lillebroderens løsesum var.

Torsdag og fredag har BT citeret dagbladet Information for et beløb, som Jacob Nybroe nu tager stærkt afstand fra.

»Beløbet som bygger på Informations anonyme kilder er ikke korrekt, det er forkert. Og jeg forstår ikke behovet for at bringe sådan en gisning. Jeg vil ikke fortælle, hvad løsesummen endte på, men jeg kan sige, at det nævnte beløb ikke er korrekt,« siger Jacob Nybroe til BT.

Han tilføjer:

»Det var mig, der de facto hævede den endelige sum, så jeg ved bedre end nogen andre, hvad den endte på.«

I denne uge har 41-årige Jeppe Nybroe været igennem en sand mediestorm siden debatten om hans bogs troværdighed eksploderede mandag, efter Deadline-værten Adam Holms stærkt kritiske boganmeldelse i Weekendavisen, der udkom fredag i sidste uge. Adam Holm fremsatte syv forskellige påstande, der alle beklikkede Jeppe Nybroes troværdighed.

Jeppe Nybroe tog til genmæle, men onsdag blussede sagen voldsomt op igen, da Jeppe Nybroes medfange, Rami Aysha, fortalte sin version af de 28 dage til Radio 24Syv og fagbladet Journalisten.

Her kom det frem, at de to på i hvert fald fem forskellige punkter har forskellige opfattelser af, hvad der er foregået. Jeppe Nybroe forklarede efterfølgende, at han ikke ‘kan genkende’ meget af det, som Rami Aysha har fortalt til danske medier, og torsdag kunne BT offentliggøre fem lydoptagelser fra samtaler mellem Jeppe Nybroe og Rami Aysha.

Torsdag lagde dagbladet Informations Lasse Ellegaard så løsesummens beløb, ifølge Ellegards kilder, på bordet. Jeppe Nybroe har igennem hele forløbet afvist at kommentere løsesummens størrelse, da det, ifølge Nybroe, vil kunne skade andre gidselsager.

Det var Jacob Nybroe, der i Danmark stod i spidsen for pengeindsamlingen i de 28 dage i februar og marts 2014, hvor Jeppe Nybroe sad i fangenskab i Mellemøsten. Jacob Nybroe forklarer fredag, at 'det fremgår af Jeppes bog, at vi betalte mindre end fem millioner dollar.'

»Men vi kommer det ikke nærmere, end at vi betalte ikke 20 millioner dollar, vi betalte ikke fem millioner dollar. Hvad vi betalte, holder vi hemmeligt,« siger han og oplyser, at han og familien efter vejledning fra folk med forstand på gidselsituationer holder kortene tæt ind til kroppen.

»Informationen er skadelig i forhold til andre i samme situation, som Jeppe var i. Vi får at vide - af folk med forstand på gidseltagninger - at det er ekstremt farligt at gå ud med beløb. Jeg forstår ikke, hvorfor oplysninger, som notorisk er forkerte, kommer frem,« siger Jacob Nybroe.

Informations chefredaktør Christian Jensen holder fast i avisens historie.

»Vi har flere kilder, der over for os har peget på et beløb, der er i den størrelsesorden. Om det er det fuldstændigt eksakte beløb, kan vi ikke sige, men kilder med indsigt peger på, at det er den størrelsesorden,« siger Christian Jensen til BT.

Han siger, at ‘bogen har den præmis’, at Islamisk Stat (IS) står bag gidseltagningen, og derfor er det interessant at undersøge, hvor stor løsesummen var.

På bagsiden af Jeppe Nybroes bog står der, at han efter sin frigivelse har opdaget, 'at flere af mændene bag hans kidnapning i dag (altså et år efter kidnapningen, red.) opererer åbenlyst under Islamisk Stats sorte flag.' Og den danske ambassadør i Libanon, Rolf Holmboe, er i bogen citeret for at sige, at kidnapperne på daværende tidspunkt var i tæt alliance med IS.

»Bogen opererer med den kendsgerning, at det er IS. Vi ved, at de beløb IS opererer med ligger et helt andet sted og langt højere. Vi beskæftiger os med, hvem der står bag gidseltagningen, og det beløb taler ikke for, at det er IS,« siger Christian Jensen.

Hvad siger du til, at familien Nybroe siger, at det kan skade andre gidsler, at beløbet kommer frem?

»Det her er i enhver henseende en ulykkelig situation. Men det her er blevet en offentlig debat. Vi har ment, at det var vigtigt, at komme så tæt på virkeligheden, som vi mener vi kan, med de kilder vi har,« siger Christian Jensen.